fredag den 11. december 2020

Corona og gule biler

Har du dit på det tørre, så er det dejligt nemt at elske Mette-mor.

Når man kører i en gul bil….

Det er næsten altid sådan, et når man kører i en gul bil, så ser man alle de andre gule biler. Kører man i en blå bil tør man ofte sværge på, at man aldrig har set en gul ….. sådan lidt "enhver er sig selv nærmest"-agtigt.

Vi er mange forskellige mennesker som i disse måneder betragter det samme corona-liv udspille sig, men som ingen vel kan overraskes over, er det slet ikke det samme vi ser.

Perceptions-apparatet fungerer forskelligt afhængende af ens egen situation.

Dette finurlige forhold blev blændende udstillet forrige uge hvor analyseinstituttet KantarGallup i samarbejde med Berlingske kunne illustrere, at vi danskere har vidt forskellige opfattelser af coronas konsekvenser.

Et kernespørgsmål i analysen var: "Hvad frygter du mest ved corona-krisen, at miste dit job eller at blive syg?"

Guess what. Der kom vidt forskellige svar!

Og spøjst nok faldt de meget klart sammen med det politiske ståsted.

De blå vælgere var markant overrepræsenterede i gruppen der primært frygtede for deres levebrød. At kunne betale regninger, at kunne blive boende i hus og hjem. Disse vælgere var følgeligt markant mindre bekymrede for deres helbred.

I sagens natur tegnede der sig det diametralt modsatte billede blandt de røde vælgere. Angsten for at blive syg vejede dér meget tungere end frygten for at blive sat på gaden.

NO SHIT SHERLOCK!!!!

En overvejende del af de røde vælgere må formodes at være beskæftigede i en eller anden form for offentlig ansættelse, hvor man jo, i et bemærkelsesværdigt fravær af solidaritetsfølelse, trygt kan hæve sin gode faste løn og se sin velpolstrede pensionsopsparing vokse støt, også her under corona… hvorfor skulle man dog hér bekymre sig om at stå på gaden med spærret dankort?

Den frygt er for disse mennesker aldeles fjern og arbitrær.

Blandt de blå vælgere var frygten for at blive snottet og få feber, forsvindende i forhold til at miste sin indtægt, løbe tør for penge, drukne i rykkere og i yderste instans måtte flytte fra sit hjem.

…. når man kører i en gul bil.

Jeg er her ikke for at pive og klynke.

Jeg er ganske vist gået 80% ned i omsætning i mit lille firma, men har dog et par andre ben at gnave på – jeg skal nok klare mig. Men når man lever af firmafester og konferencer, så er det i corona som at være typograf i 1972 – fra den ene dag til den anden er du obsolete, forældet, overflødig og arbejdsløs. BUM!

I periferien af min branche ser jeg samme billede igen og igen.

Selvfølgelig rammes alle de affilierede brancher til konferencer, messer, udstillinger og firmaarrangementer og fester.

Musik, show, catering og messecentre, men også alle de usynlige spillere, dem vi ofte kalder de sorte T-shirts. Dem der får det hele til at ske ude bagved. Lyd, lys, scenografi, storskærme, ramper, flightcases, video, varevogne frem-og-tilbage.

Showbizz i alle dens afskygninger og forgreninger er klappet sammen, og det har laaaaaange udsigter.

Hvis jeg her jamrer lidt, så tilgiv mig, jeg gør det på alle vennernes vegne, alle de der, i modsætning til mig, har samlet alle deres æg i én kurv.

Jeg kender mange, der i den grad er eklatant på røven!!

Hvad er mit ærinde her, spørger du måske?

Jo …. Jeg har to:

Det provokerer mig helt vildt, at se vores Erhvervsminister, Simon Kollerup (som aldrig selv har haft et job), stå der på TV og fortælle, at det private erhvervsliv selvføøøøølgelig bliver kompenseret.

Jo vist, det ser ud til at Novo, Lego, Danfoss og Matas kan få alle de millioner de vil have, men den lille mand på gulvet ….?

Den selvstændige cafe-ejer, der bliver lukket ned igen-igen. Guitaristen der lever fra hånden til munden. Scenekunstneren der ikke kan spille Shakespeare via Zoom. Lydmanden, billetdamen… der er så uendeligt mange, der ikke får en rød reje.

Enten sidder de mellem to stole, uden brancheorganisation eller fagforening til at kæmpe for deres sag, eller også er de så små, at det vil være dyrere i revisorregning at søge, end det de kan håbe på ….måske …. at være berettigede til.

Vi var nogle der i sommer kunne søge om, og som fik, 4 gange kr. 23.000. Tak for det, for mig gjorde det en stor forskel, meeeeen …. fordelt på de forgangne ni måneder er det cirka 10.000 om måneden. Er det en værdig kompensation til en række brancher der helt uden egen skyld er tvangslukkede?

Ingen offentlig ansat rakker vel omkring for kr. 10.000 om måneden, hva?

Ganske få offentligt 37 timers ansatte får mindre end kr. 30.000 om måneden … der er forskel på folk.

Min anke er ikke at man som offentlig ansat har et sikkerhedsnet vi frie flyvere ikke har. Jeg nærer ikke brødnid på den offentligt ansattes tryghed – jeg tillader mig bare en nøgtern observation.

Men ….

Jeg provokeres af, at det tilsyneladende ikke er til at fatte, hvis ikke selv man har den kolde hane løbende ned ad ryggen. Jeg oplever igen og igen, at de af mine venner, som har deres på det tørre, simpelthen ikke tror på det jeg fortæller.

De er ude af stand til at forstå, at man rent faktisk kan gå nedenom og hjem af det her ….

De kører ikke i den gule bil …., de ser det simpelthen ikke!

De er ikke onde, de er ikke dumme, de er ikke bevist usolidariske …. Konceptet af et lukket dankort ligger ganske simpelt bare uden for deres fatteevne.

De kører ikke i den gule bil.

Nu fik vi endnu et pressemøde.

Nu kommer aflysningerne …. man orker næsten ikke svare telefonen….

Tænk på det næste gang du lader galden løbe her på facebook….

Har du dit på det tørre?

Har du din gode faste løn?

…. Du kører næppe i den gule bil …..

- Mads Christensen

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar