Den frie presse befinder sig i en sand skæbnestund.
af Christian Have
Det er blevet hverdag for journalister og redaktører at skulle håndtere politikere, som ikke ynder at spille efter reglerne. Som søger at underminere pressens troværdighed, og som besidder åbenlyst antidemokratiske holdninger.
Denne situation repræsenterer et fundamentalt dilemma for pressen, som på den ene side bærer en publicistisk forpligtelse i forhold til at dække, forklare og perspektivere disse ekstreme fænomener.
På den anden side er det imidlertid også pressen, der i kraft af sin dækning er i stand til at give ilt til fænomenerne i et omfang, der for alvor får dem til at manifestere sig.
Det er denne svære balanceakt, som kommer til at afgøre den frie presses skæbne. Men pressens skæbne er direkte forbundet med demokratiets fremtid, og derfor bærer journalisterne og redaktørerne et helt afgørende ansvar for bevarelsen og videreudviklingen af de vestlige demokratier.
Det er et bombastisk udtryk at tage i brug, og for mange i det journalistiske fag har det måske mest hørt hjemme i skåltalerne. Men der er mere behov for den uafhængige, troværdige og kritiske journalistik end nogensinde før.
Dette behov falder sammen med, at journalistikken i tiltagende grad er blevet underlagt markedskræfternes logik, hvormed de økonomiske parametre tæller mindst lige så højt som de publicistiske, når værdien af et givent medies indsats skal gøres op. Samtidig afføder det økonomiske pres, at der i praksis bliver færre og færre ressourcer til den krævende og dybdeborende journalistik.
Set i dette perspektiv er det ikke svært at forstå, hvorfor redaktører, selv på højt respekterede medier, ofte vælger at prioritere sensation over substans, for der er en hel del flere læsere, seere og annoncekroner at hente i førstnævnte.
Med valget af Donald Trump i 2016 har vi fået et indblik i de konsekvenser, det kan have, når de publicistiske værdier må vige pladsen til fordel for kampen om den størst mulige markedsandel. Columbia Journalism Review skildrede således i december 2017, hvordan de amerikanske medier i månederne op til valget altovervejende fokuserede på de skandaløse personhistorier. Det viste sig, naturligt nok, at være til den mest skandaløse kandidats fordel.
Efterfølgende har de amerikanske medier gennemlevet deres mest betydningsfulde selvransagelse nogensinde, og det nye, højere ambitionsniveau kommer til udtryk i Washington Posts slogan, som avisen indførte kort efter valget: ”Democracy dies in darkness.”
Herhjemme venter der os et folketingsvalg den 5. juni – grundlovsdag – og uden det ligefrem har trumpianske dimensioner, døjer vi med et lignende antidemokratisk fænomen, som på mange måder kan udgøre en trussel mod den måde, vi forvalter vores demokrati på.
Den højrefløj, vi har lært at kende gennem de forgangne årtier, har fået et endnu mere yderligtgående parti. Et parti, som repræsenterer en ofte grundlovsstridig og fremmedfjendsk politik, og som føres an af en rabiat frontfigur.
Der er ingen tvivl om, at mediedækningen har været den største faktor, når den tiltagende interesse for dette fænomen skal forklares. Jovist, der var aktører på Nørrebro, der bidrog til at forstærke fænomenets synlighed, men det er den intense efterfølgende mediedækning, der har fået fænomenet til at hæve sig op over den kritiske spærregrænse i meningsmålingerne.
Den blinde vinkel, som de traditionelle medier tilsyneladende har i forhold til sig selv, handler om den form for blåstempling, der tilgår ethvert fænomen, der modtager massiv omtale.
Ekstremistiske fænomener får i vores digitale tidsalder ofte deres begyndelse på de sociale medier – ikke mindst YouTube – hvor de vokser sig mere og mere kraftige, indtil de får opbygget en så markant position, at de traditionelle medier tager over og begynder at gøre en væsentlig del af det hårde arbejde for dem.
Kåre Quists Mød partierne på DR udgør et vigtigt nedslagpunkt i denne forbindelse. Efter at have tildelt en halv time i bedste sendetid til et personligt interview med førnævnte rabiate frontfigur, gik Quist stolt på Twitter og fortalte om seertallene: 481.000 danskere havde set med.
Men er det værdiskabende for demokratiet at selv åbenlyst antidemokratiske kræfter får tildelt så markant en megafon, som et sådant interview udgør? Eller er der en såvel etisk som redaktionel grænse, som journalisterne og redaktørerne kan og bør trække?
Takket være vores lange publicistiske tradition har vi Danmark gode forudsætninger for at identificere holdbare løsninger på det fundamentale dilemma. Således er det afgørende, at vi får taget en omfattende debat om pressens rolle fremover, så vi får brugt erfaringerne fra dette valg på en konstruktiv måde.
Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 25. maj 2019