Martin Lemberg:
HAR MEDIERNE – "DEN FJERDE STATSMAGT" – IKKE ET ANSVAR?
KOMMENTAR // MEDIER – Den udlændingepolitiske debat rider dansk politik som en mare, skriver migrationsforskeren Martin Lemberg-Pedersen, men ansvaret ligger ikke kun hos de politikere, der løber med på demagogien. Medierne er elefanten i rummet, der i årevis har kridtet banen op for normaliseringen af racisme og halv- og helfascistoide standpunkter: I jagten på clicks, konflikt og profit er alle meninger blevet lige gyldige.
"Mediehusenes fokus på clicks, konflikt og profit er nogle af grundene til, at det er forkert, når det påstås at medierne blot er vejrhaner, der kanaliserer meninger fra folkedybet (populistiske politikere abonnerer på et lignende argument). For befolkningens og vælgernes meningsdannelse kan ikke isoleres som noget der organisk bobler op fra et vælgerhav, uafhængigt af disse mediedynamikker og -formater.
Medierne er blevet skolet i – og har skolet sig selv til – ikke at varetage den afgørende rolle at selektere mellem synspunkter i den offentlige debat. Alt er blevet lige gyldigt. Derfor kan outrerede udlændingepolitiske synspunkter nærmest automatisk veksles til Breaking i mindst tre nationale medier. Helt afgørende spørgsmål om f.eks. bankers hvidvask, virksomheders enorme skattesvig, arbejdsløshedspolitik, privatiseringen af statslig infrastruktur, udryddelsen af hundredetusindevis af arter, og jordens kollapsende biodiversitet, får slet ikke den opmærksomhed, de fortjener.
Alt rapporteres i Breaking, men denne form for reportage er præget af en tidsløshed og en historieløshed. Det ligger i Breakings natur at være midlertidig, at blive afløst af noget andet. Derfor stilles der ikke nok kritiske spørgsmål til de antagelser og præmisser, der driver konklusioner om seksualiserede og racialiserede voldsfantasier, apartheid-lignende visioner og slet skjulte henvisninger til etnisk udrensning.
Når Mimi Vibeke Jakobsen påpeger de slående ligheder mellem Stram Kurs og udviklingen af den nazistiske ideologi, er det Paludans forvrøvlede udbrud om, at hun er et "nazisvin", der bliver forsidestof.
Mens Jakobsens påpegning af et påtrængende ekko fra fortiden skubbes til side som en bisætning, og ender som en optakt til dramaet, der rapporteres om."
LÆS INDLÆGGET PÅ DETTE LINK:
▶▶ https://pov.international/danske-medier-baerer-et-medansvar/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar