"Tusindvis af læringsmål og nidkær kommunal kontrol er resultatet af Socialdemokratiets skolereform fra 2013. Det blev et revolutionært klimaks, hvor Danmark blev omdannet fra at være et folkets land til at være statens land, skriver Brian Degn Mårtensson.
Danmark har været udsat for en regulær revolution siden årtusindeskiftet. Ikke en dramatisk eller pludselig en af slagsen, men en snigende, konstant revolution, der har været til stor skade for landet.
Antorinis skolereform af 2013 var det revolutionære klimaks, da det her blev statens opgave at skabe sig nogle – for den – egnede borgere. Dette skulle blandt andet ske ved hjælp af tusindvis af statslige læringsmål, nidkær kommunal kontrol og inddragelse af børnenes fritid.
Revolutionens forkæmpere var og er en uskøn blanding af folkevalgte, offentlige embedsmænd, radikaliserede forskere og organisationsledere. Denne revolutionsgarde har sat sig på de fleste centrale poster inden for undervisningssektoren og udnævner og supplerer hinanden på kryds og tværs. De anvendes også som primære kilder i medierne og forsikrer os kontinuerligt om, at alt er i skønneste orden.
Ja, fakta er, at folkeskolen er blevet et dysfunktionelt finanspolitisk instrument, at søgningen til de frie skoler er stærkt stigende, at folkeskolen står med et enormt rekrutteringsproblem, at vi har oplevet en markant stigning i antallet af børn med stressrelaterede lidelser, samt at fagligheden falder over hele linjen – både i folkeskolen, på de gymnasiale uddannelser og på universitetet.
En hel generation er i færd med at lære, at hele livet handler om blindt at følge løsrevne læringsmål uden blik for sagen i sig selv. Derfor er det positivt, at regeringen er kommet med en række skolepolitiske forslag, der kan bidrage til en fornyet debat om, hvad vi som folk egentlig vil med os selv."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar