Sidste dag i første sommermåned 🌼

"Lad alting ske dig: skønhed og rædsel.
Bliv bare ved. Ingen følelse er endelig."
– Rainer Maria Rilke

Når Rainer Maria Rilke siger disse ord,
så er det ikke som en opmuntring i modgang,
men som en kærlig og ubøjelig sandhed:
at livet ikke skal kontrolleres, det skal leves.

At vi ikke kan vælge kun lyset og undgå mørket,
kun blomstringen og undvige forfaldet.
Vi må lade alting ske os.
Ikke fordi vi ønsker det, men fordi det allerede er sket,
fordi vi er mennesker med en hud, der mærker,
et hjerte, der reagerer, og et sind, der forsøger at forstå.

Når vi forsøger at censurere livet,
så lukker vi også for det, der kunne have bevæget os.
Når vi flygter fra smerten,
så flygter vi også fra dybden i kærligheden.
Når vi kontrollerer angsten,
så lammer vi ofte modet.

Men det er netop her, midt i vildnisset,
midt i det uforståelige,
at noget åbner sig,
noget ægte,
noget sandt.

Du skal ikke frygte det, du føler.
Du skal ikke tro, at du bliver dér for evigt.
For ingen følelse er endelig.

Sorgen er ikke en dom,
den er en bølge.
Vreden er ikke en identitet,
den er en passage.
Frygten er ikke et fængsel,
den er en port.

Hvis du bliver ved –
skridt for skridt,
åndedrag for åndedrag –
så vil du opdage, at intet af det, der rammer dig,
kan tage det væk, der bor i dig.

Så lad det ske.
Skønhed og rædsel.
For alt, der går gennem dig,
former dig.
Og alt, der formes i kærlighed,
fører dig hjem.

~ Rainer Maria Rilke (1875–1926) var en østrigsk poet og forfatter, ofte betragtet som en af de mest spirituelle og eksistentielle digtere i moderne europæisk litteratur.

Nyd det mens det er her, foråret….

God påske !

SKØRTORSDAG
Okay, vi antager, at dagen før den længste dag var en torsdag. Det er ligesom vedtaget. For dig - vi kan jo kalde dig JK - blev den dag en ren og skær skør torsdag. For det første… Du kender det sikkert; påskefrokost med hele den hulrøvede. What's not to få en hedetur over? Og…? Ja, du, JK, måtte tygge sig gennem en herrefrokost med 13 til bords, herre Gud…!

Men først… Der skal købes ind og stilles et langbord op, og så skal der ringes til Leonardo da Vinci, som har lovet at komme og male et berømt maleri. Så skal der findes fodbad og badesalt frem. Og sæbe. 12 mænd med sandalfødder. Det kræver en del… og håndklæder.

Fra morgenstunden skal du slibe knive og slagte et lam. Langtidsstegt med hvidløg, persille og en god pinot gris, nå… Videre. Der skal også købes brød. Hvor finder man lige det særligt klæge nadverbrød, der klistrer sig fast oppe i ganen, og den hvinende sure vin, som kan få selv det stærkeste mandfolk til at gå i knæ? Du kan selvfølgelig selv forsøge at brygge den. Det har du haft stor succes med tidligere, men i dag vil vandet ikke, som du vil. Du må afsted til vinkyperen.

Så kommer de, gæsterne. Også Judas og Peter, selvom du ved, at de i løbet af aftenen vil opføre sig udisciplinerede og som 100 procent assholes. Men de er en del af flokken, og du har besluttet, at dagen skal bruges til at vaske tavlen ren.

Festen er i gang. Leonardo står og dirigerer. I skal sidde med kroppene i den helt rette vinkel, så eftertidens konspirationsteoretikere også kan få noget ud af at kigge på skilderiet. Du tager brødet, bryder det og byder det rundt sammen med vinen (yrkkk… hellige sakramente, hvor er den sur!)

For at hjælpe med at få brød og vin til at glide ned, slår du på glasset, rejser dig og står med armene bredt ud og håndfladerne vendt opad, mens du siger, at brødet og vinen er dit legeme og blod. Du kan godt mærke, at drengene kigger lidt undrende på dig. Det gør de tit, de 12. Nogle gange tænker du, om du skulle have velsignet dem med lidt flere brikker i øverste etage, så du går ud i haven og ber en stille bøn om, at alt bliver bedre i morgen, men det er en anden og lang historie.

Dine venner kommer nu ud til dig i haven. Peter er - som du havde anet på forhånd - ikke helt sig selv. Eller rettere, han ser ikke ud til at kunne kende dig. Det er nok den vin, tænker du og slår ham på skulderen og siger:
»Ved du hvad, Peter, inden Solen står op, vil du hanengaleme ikke have kunnet kende mig op til flere gange. Skal jeg lave en kop stærk kaffe?«

Alle de andre smågriner af dine ord, og Judas kysser dig - af glæde, tror du - på kinden. Så bryder Helvede løs, og vrede folk vrimler ind i haven. Det er soldater, de griber fat i dig. I tumulten taber Judas 30 sølvpenge, som han vist senere køber et kraftigt reb for.

Peter er helt tummelumsk. Da soldaterne råber ham ind i ansigtet, om han kender dig, snøvler han:
»Nej, nej og atter nej. Hvor mange gange skal jeg sige det?«
»Tre gange er fint ifølge manuskriptet,« siger soldaten, der skubber Peter til side, griber dig hårdt om armen og begynder at føre dig væk.

Bag dig begynder dine venner at protestere højlydt. Du vender dig om for at råbe tilbage, at de skal tilgive soldaterne, thi de ved ikke, hvad de gør, men du er for langt væk og tænker:
»Thi de ved ikke, hvad de gør… That's a good wending, maybe we can use that i another afsnit…?!«

Mens soldaterne skubber og puffer og slæber dig ned ad Pontius Pilatus Boulevard, tænker du og hvisker højlydt:
»Jeg håber, de ku' li' lammet… Det kunne godt gå hen og blive en tradition.«

OG SÅ TALER VI IKKE MERE OM DET…!
OKAY, OM ET ÅRS TID MÅSKE…

- Brian Jensen Felde

Kom glad…

Knippelsbro bygges

 Skøn kortfilm i farver om byggeriet af ‘min’ bro. Den bro som jeg har kørt i barnevogn over, gået over, kørt i sporvogn over, cyklet over, kørt i bil over,  tusinder af gange siden jeg kom til verden i 1950, og stadig passerer flittigt mange gange. Selvfølgelig også gang på gang ventet mens ‘den var oppe’. Og nu nyder jeg tilmed fra tid til anden udsigt, servering og livemusik i det ene tårn.

Livets aftenlys…

"Nu hvor jeg er sikker på, at frihed hører til det at blive ældre, har jeg så travlt med at være gammel, at jeg frygter afbrydelser. Denne følelse af kraft og rummelighed kan ophøre, og jeg må nyde den, mens den er her. Den får mig til at føle, at jeg tjener livet. Jeg er sikker på, at det er den menneskelige sjæl, der er vor skabende ånd.
Men vi er også ofre. Livet sker for os. Vi kan planlægge og beslutte, alt det vi vil. Vi kan tænke og tro; men ​det er stadig tidens uforudsigelighed, der kaster terningen. Vi lider, mens vi ændrer os, så livet kan ændre sig i os. Vi er også destruktive, og den smerte, der er iboende i livet, er, at vi ikke ved, hvornår vi skaber, og hvornår vi ødelægger. Det er vores uhelbredelige blindhed; men måske er vi mindre farlige, hvis vi ved, at vi ikke ser."
(Florida Scott-Maxwell)

Foto: Helleholm Fyr

HEY JACK