Af: Mads Vang Christensen
Det kan ikke længere siges anderledes. Vi er en generation, som på et øjeblik mistede den verden, vi blev kastet ind i. Vi forsøgte håbefuldt at følge med, med tidens trin, med det moderne, det nye teknologiske, som lovede os mere tid, mindre spild. Vi kendte ikke prisen og nåede ikke at betale den, før den moderne tid nu er ved at være omme. Vi er fanget i en overgang, hvor noget dør, hvor alting står til forfald foran øjnene af os, og hvor noget andet, råt og uformet, kæmper sig vej ud i lyset. Det gamle smuldrer. Det rådner. Det udmatter sig selv; ja, noget udmatter os som individ.
Vi har levet på lån. Vi har ydet og givet mere, end vi har kunnet restituere os og rejse os op fra. Vi har talt med stemmer, der ikke længere er vores egne. De store fortællinger, der bar os gennem det tyvende århundrede, fremskridtet, fornuften, frigørelsen, markedet — står tilbage som tomme katedraler. Lyset falder stadig gennem ruderne, men gulvet er forladt. Vi mærker det i kroppen, før vi forstår det i hovedet: at noget ikke længere holder. Institutionerne taler, men ingen lytter. Politikerne lover, men ingen tror på det. Eksperterne forklarer, men intet bliver klarere. Vi har mistet noget, vi ikke vidste, vi havde.” “Og samtidig, under overfladen, i det skjulte, i hverdagens små brud, sker der noget andet. Et nyt menneske er ved at blive født. Endnu ufærdigt. Endnu uden ansigt. Det taler i et sprog, vi ikke helt forstår, og det stiller spørgsmål, vi ikke har lært at besvare. Små menneskebørn græder utrøsteligt, råber og yder modstand, som stod deres liv i fare. De kan ikke udtrykke, hvad de ønsker, for det findes ikke, og der findes ikke sprog for det. Måske fødes de ind i en mangeltilstand og en manglende sammenhæng. Måske fødes de mellem to verdener, hvor den ene er i opløsning, lappet sammen af frygt, kemi og teknologi, og den anden, hvis jord endnu ikke er bæredygtig. Måske mangler de at være koblet til noget ægte, noget menneskeligt, der holder dem, til de kan stå i sig selv. Og måske er frygten så stor, at intet kan holde om mere end sig selv og selv det er ved at være en gammel fortælling.”
“Det er en farlig tid. Ja, der er noget sidste time over det, en slags plyndringstid. Vi hamstrer, som var vi drevet af en dyb hunger. Alle sælger noget, og færre køber noget. Ingen ønsker det, de har, alle ønsker det, de ikke har. Ingen ønsker at arbejde. Ingen ønsker at gå i skole. Ingen tager det nødvendige skridt, det nødvendige lederskab, for ingen kender dagen i morgen — den verden, som endnu kun er gryende. Noget er på færde. Noget bliver født. Vi står midt i sammenstødet mellem to tidsaldre og intet er afgjort.”
