De består af nogle gamle ord, lidt højtidelighed og en overvældende mængde selvbeundring. Man tager dem frem ved festlige lejligheder, pudser dem, viser dem frem, og lægger dem tilbage igen, så de ikke bliver slidt af virkeligheden.
Men jeg foretrækker at se de danske værdier dér, hvor de ikke kan gemmes: i stemmeboksen.
For værdier er ikke det, vi siger. De er det, vi gør.
Og hvad gør vi så?
Vi vælger stadig hadet, ikke som råb, men som retten til angst. Ikke som bekendelse, men som struktur. Vi vælger ligegyldigheden forklædt som omtanke, hvor de svageste nævnes i forbifarten, mens den såkaldte gennemsnitsborger ophøjes til politisk hovedperson. Et fantasifoster - elsket af alle, fundet af ingen.
Partierne står som handlende på et marked, deres tilbudsaviser bugner. Ikke af nødvendighed, men af salgbare forestillinger. Visioner er for dyre; de kræver konsekvens. Magten er billigere. Den kræver kun timing. Visioner er blevet ensrettet, alle partier har samme vision for landet; at få statsministerposten.
Det er den egentlige valuta: position. Under valget stilles det uforskammet til skue, at politik er til for at positionere partierne, ikke til for at sætte kurs for vores land.
Se nu dette vidunder: Landbrug & Fødevarer, denne stille suveræn, der i årtier har regeret uden valg. Først da skaden er blevet uomgængelig, opdager man pludselig sin egen magtesløshed og kalder den ansvar.
Jo større magt, desto større tilladelse til at lyve. I dag lyver man bare, ingen journalist spørger ind til det alligevel.
For pressen, den står ikke udenfor. Den deltager med en næsten erotisk entusiasme, som om valget alene var til for dem. Den største sportsbegivenhed, hvor alle journalister bliver sportskommentatorer.
Vi har også fået valgtests. Disse små mekaniske præster, tilbyder dig aflad: du behøver ikke tænke, kun svare. Systemet har allerede valgt, hvad der er vigtigt for dig. Du skal blot genkende dig selv i det.
Det er demokratiets fineste trick: at gøre dovenskab til deltagelse.
Men jeg er ikke vred på demokratiet.
Man bliver ikke vred på en gammel ven, der engang bar én, men nu selv må støttes. Det har gjort sit arbejde. Det har løst sit problem.
For som jeg før har sagt; enhver styreform kommer til verden som løsningen på et problem - og forlader verden igen, som selve problemet.
Det er ikke en tragedie. Det er en vane. Og mennesket er, som allerede bemærket, ikke frit - kun opfindsomt i sine selvbedrag.
Så på denne valgdag gør jeg det eneste anstændige:
Jeg tømmer skrinet for de gamle støvede værdier, som ingen alligevel stemmer på, når muligheden byder sig.
Og så hilser jeg dig en god valgdag.
- Jacob Octavius Jarlskov
