Skolelederne gør oprør..!

“Skoleledere advarer mod udlændingepolitikkens indtog i skolerne. Ghettoplanen, der straffer elevfravær ved at trække i børnechecken, vil ikke nedbringe fraværet, siger en række skoleledere. De er derfor parate til at gå imod loven.”

Læs artiklen her:

https://www.folkeskolen.dk/688824/kritik-af-ghettoplan-skoleledere-vil-trodse-fravaerslov

Folketingsvalget blev elitens nederlag

"Det blev ikke elitens valgaften.

Efter 18 år med skiftende regeringer, som uanset politisk farve har været funderet på den økonomiske, politiske og kulturelle elites verdensbillede, så skaber valgresultatet en reel mulighed for ikke blot en politisk nyorientering, men også en ny folkelig fundering.

I virkeligheden er det en historisk mulighed for at skabe forbindelse mellem Christiansborg og det folkelige oprør mod eliten, som i Danmark – indtil videre – har været ført via stemmeboksen – altså: uden gule veste og kamp i gaderne.

Det er det oprør, som over hele Europa handler om voksende utryghed, stigende ulighed og manglende tillid til de demokratiske institutioner. Under Mette Frederiksen har S-ledelsen tydeligvis kigget på de socialdemokratiske partiers situation rundt om i Europa. Partier, som i en række lande – ikke mindst sydeuropæiske – praktisk taget er forsvundet fra det politiske overflade som følge af vælgerflugt og manglende forbindelse til de folkelige oprør."

Læs artiklen i Ræson:

https://www.facebook.com/17428770950/posts/10156094276740951?s=705628920&sfns=mo

Grundlovsfejring i Farum

Et par klip fra en dejlig Grundlovsdag i Farums skjønne præstegårdshave. En solrig og varm dag med fædrelandets sommersange, grundlovstale af forfatter og bådebygger Peder Frederik Jensen og musikalsk underholdning med Anders & Benjamin Kobbel og Alex Riel.

Grundloven

Ud over fædrene, fejrer vi jo også Grundloven i dag. 🇩🇰

Her er den i sin fulde længde:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/historier/grundloven

Snævertsynetheden har overtaget

Måske ugens, månedens, årets, tidens mest væsentlige artikel...?

"Vi står med nogle kæmpestore verdensomspændende udfordringer – klimaforandringer, migrationsstrømme – men den politiske debat er så fucking lokal. Man diskuterer kommaer. Debatten foregår helt herinde," siger han og holder hænderne op, så de former en lille æske.

Lars Løkke og Mette Frederiksen skyder løs på hinandens udspil. Laver obskure regnestykker for at finde fejl eller negative konsekvenser hos hinanden. Vi debatterer, hvad vi vil spare ved at hyre eller ikke hyre nogle konsulenter. Vi diskuterer nogle midler, der flyttes fra en pulje til en anden. Og det er da også vigtigt at løse problemer nu og her. Problemet er, siger han, at vi kun taler om nu og her – ikke om fremtiden og den store verden, vi i den grad er en del af.

"At tro på, man kan løse tidens kæmpestore og megavæsentlige spørgsmål lokalt, i Danmark, er en naivitet, som grænser til det kriminelle," siger han.

Det handler ikke om, hvorvidt man er tilhænger af EU eller andre tværnationale institutioner. Det handler om, at den eneste måde at løse globale problemer på, er globale svar. At den eneste måde at klare sig i den internationale konkurrence er et internationalt fokus, siger han. Men det er folketingsvalget, der dominerer – selv om europaparlamentsvalgets perspektiver på nogle punkter er større.

"Dele af den politiske debat er virkelig præget af et manglende udsyn. Men at bilde befolkningen ind, at vi kan klare konkurrencen ved at lukke os inde i osteklokken, er så misvisende, så misvejledende, så destruktivt."

Medierne har i den grad et ansvar her. Fokus er ofte på små eller indadvendte historier, som han kalder det. Som han siger: Mens klimaet er ved at gå amok, skriver medier artikler som Betjent rakte flaske til Rasmus Paludan: Politiet indskærper regler. Store ting bliver små, små ting bliver store.

"Jeg synes, debatten er meget præget af kommasætninger snarere end af de virkelig store ting, og både politikerne og medierne har et stort ansvar her."

Vi er tilbage ved de små rum. Meget politik og valgkampsdebat foregår i små, snævre rum, siger Willerslev. Vi taler om kommaer, ikke om store drømme."

Læs artiklen i Zetland:

https://www.zetland.dk/historie/serj5XQY-a8dQKjjz-ed7ee

Pressens demokratiske problem

Den frie presse befinder sig i en sand skæbnestund.

af Christian Have

Det er blevet hverdag for journalister og redaktører at skulle håndtere politikere, som ikke ynder at spille efter reglerne. Som søger at underminere pressens troværdighed, og som besidder åbenlyst antidemokratiske holdninger.

Denne situation repræsenterer et fundamentalt dilemma for pressen, som på den ene side bærer en publicistisk forpligtelse i forhold til at dække, forklare og perspektivere disse ekstreme fænomener.

På den anden side er det imidlertid også pressen, der i kraft af sin dækning er i stand til at give ilt til fænomenerne i et omfang, der for alvor får dem til at manifestere sig.

Det er denne svære balanceakt, som kommer til at afgøre den frie presses skæbne. Men pressens skæbne er direkte forbundet med demokratiets fremtid, og derfor bærer journalisterne og redaktørerne et helt afgørende ansvar for bevarelsen og videreudviklingen af de vestlige demokratier.

Det er et bombastisk udtryk at tage i brug, og for mange i det journalistiske fag har det måske mest hørt hjemme i skåltalerne. Men der er mere behov for den uafhængige, troværdige og kritiske journalistik end nogensinde før.

Dette behov falder sammen med, at journalistikken i tiltagende grad er blevet underlagt markedskræfternes logik, hvormed de økonomiske parametre tæller mindst lige så højt som de publicistiske, når værdien af et givent medies indsats skal gøres op. Samtidig afføder det økonomiske pres, at der i praksis bliver færre og færre ressourcer til den krævende og dybdeborende journalistik.

Set i dette perspektiv er det ikke svært at forstå, hvorfor redaktører, selv på højt respekterede medier, ofte vælger at prioritere sensation over substans, for der er en hel del flere læsere, seere og annoncekroner at hente i førstnævnte. 

Med valget af Donald Trump i 2016 har vi fået et indblik i de konsekvenser, det kan have, når de publicistiske værdier må vige pladsen til fordel for kampen om den størst mulige markedsandel. Columbia Journalism Review skildrede således i december 2017, hvordan de amerikanske medier i månederne op til valget altovervejende fokuserede på de skandaløse personhistorier. Det viste sig, naturligt nok, at være til den mest skandaløse kandidats fordel.

Efterfølgende har de amerikanske medier gennemlevet deres mest betydningsfulde selvransagelse nogensinde, og det nye, højere ambitionsniveau kommer til udtryk i Washington Posts slogan, som avisen indførte kort efter valget: ”Democracy dies in darkness.”

Herhjemme venter der os et folketingsvalg den 5. juni – grundlovsdag – og uden det ligefrem har trumpianske dimensioner, døjer vi med et lignende antidemokratisk fænomen, som på mange måder kan udgøre en trussel mod den måde, vi forvalter vores demokrati på.

Den højrefløj, vi har lært at kende gennem de forgangne årtier, har fået et endnu mere yderligtgående parti. Et parti, som repræsenterer en ofte grundlovsstridig og fremmedfjendsk politik, og som føres an af en rabiat frontfigur.

Der er ingen tvivl om, at mediedækningen har været den største faktor, når den tiltagende interesse for dette fænomen skal forklares. Jovist, der var aktører på Nørrebro, der bidrog til at forstærke fænomenets synlighed, men det er den intense efterfølgende mediedækning, der har fået fænomenet til at hæve sig op over den kritiske spærregrænse i meningsmålingerne.

Den blinde vinkel, som de traditionelle medier tilsyneladende har i forhold til sig selv, handler om den form for blåstempling, der tilgår ethvert fænomen, der modtager massiv omtale.

Ekstremistiske fænomener får i vores digitale tidsalder ofte deres begyndelse på de sociale medier – ikke mindst YouTube – hvor de vokser sig mere og mere kraftige, indtil de får opbygget en så markant position, at de traditionelle medier tager over og begynder at gøre en væsentlig del af det hårde arbejde for dem.

Kåre Quists Mød partierne på DR udgør et vigtigt nedslagpunkt i denne forbindelse. Efter at have tildelt en halv time i bedste sendetid til et personligt interview med førnævnte rabiate frontfigur, gik Quist stolt på Twitter og fortalte om seertallene: 481.000 danskere havde set med.

Men er det værdiskabende for demokratiet at selv åbenlyst antidemokratiske kræfter får tildelt så markant en megafon, som et sådant interview udgør? Eller er der en såvel etisk som redaktionel grænse, som journalisterne og redaktørerne kan og bør trække?

Takket være vores lange publicistiske tradition har vi Danmark gode forudsætninger for at identificere holdbare løsninger på det fundamentale dilemma. Således er det afgørende, at vi får taget en omfattende debat om pressens rolle fremover, så vi får brugt erfaringerne fra dette valg på en konstruktiv måde.

Oprindeligt publiceret i Avisen Danmark den 25. maj 2019

Rigets tilstand...

Stat og samfund er blevet to adskilte verdener i DK

"Valgkampen har udstillet, at stat og samfund er to parallelle verdener, skriver chefredaktør Nick Allentoft. Han efterlyser politikere, der vil samfundet før staten.

Stat og demokrati er to forskellige ting. Politik og stat er to forskellige ting. Det fortoner sig desværre i den aktuelle valgkamp, når man kigger nærmere efter.

Her er tre eksempler på denne tilstand:

- Når politikerne taler om pension, så lyder det som om ingen har tilladelse til at gå på pension, før politikerne er enige om hvornår.

- Når vi taler om daginstitutioner, så lyder det som om børnene først kan trives, når politikerne er enige om normeringerne.

- Når debatten handler om arbejdsmarkedet, så er det som om ledige først er noget værd, når de accepterer jobcentrenes krav.

Sådan er det blevet efter seks årtier med velfærdsstatens pædagogik. Altså den, der går på, at hvis du betaler din skat og passer dit arbejde og din familie, så løser staten resten. Det er en passiviserende pædagogik, og den har draget os ind i en velfærdsillusion, hvor staten skal levere svaret på det meste - selv klimakrisen.

Det kunne være fint nok, hvis det virkede og staten fungerede. Men de senere års skandaler, politikerlede og faldende tillid til institutioner taler et andet sprog. Staten lider og den tilstand har ført til, at stat og samfund lever i parallelle verdener."

Læs hele kronikken her:

https://www.denoffentlige.dk/det-parallelle-danmark-valgkampen-foregaar-paa-statens-praemisser