mandag den 30. januar 2012

Morgengry


En ny dags komme, set fra vort køkkenvindue klokken 08:35, mens brødet ristes og kaffevandet snurrer.

søndag den 29. januar 2012

Tjah...?

Ohh, salige kvindelig ynde...



Lidt lidenskabelig varme for øjne og ører denne sidste hvide vinterfrosne søndag i januar. Billeder og musik af og om det skjønneste i livet: KVINDEN..!

tirsdag den 24. januar 2012

Det er koldt derude...


Mens vi venter på Kjørmes Knud.

(foto mobil-knipset ved Tibberup Å i Hjortespring)

mandag den 23. januar 2012

"Gudinden"...!


Snakker man om smukke klassiske biler, så er Citroën DS21 jo ikke til at komme udenom. Måske den mest strålende stjerne på automobil-himmelen. En bil med et design og en revolutionerende teknik der fik den ganske verden til at måbe, da den blev præsenteret i 1955. Vidunderet blev produceret i 20 år og ialt 1,5 mill. eksemplarer.

Læs alt om "Gudinden" her:
http://www.conceptcarz.com/vehicle/z16125/Citroen-DS21.aspx

Slagtilfælde - red liv...!


Du kan redde en persons liv ved at læse og dele nedenstående.

Ved slagtilfælde husk disse tre bogstaver: SOS

Historie (fiktiv):
Under en fest, snublede en ven og faldt. Hun forsikrede dog alle om at hun havde det fint og blot lige snublede over en sten på grund af sine nye sko (vennerne tilbød at tilkalde en ambulance).
Et par venner hjalp hende på benene og de satte sig til bords - men hun var synligt lidt rystet. Ingrid gik dog omrking og morede sig resten af ​​aftenen.
Hendes mand ringede dagen efter og fortalte, at hans kone var blevet kørt på hospitalet om natten - kl. 06:00 døde Ingrid.
Hun havde fået et slagtilfælde til festen. Havde gæsterne vidst, hvordan man identificerer tegn på et slagtilfælde, ville Ingrid måske have overlevet.
Ikke alle dør, men mange ender i en hjælpeløs og håbløs tilstand i stedet.
Neurologer oplyser, at hvis hvis de kan komme en person med slagtilfælde til undsætning indenfor 3 timer kan man i mange tilfælde helt undgå bivirkningerne af ​​slagtilfældet. Det kræver at slagtilfældet hurtigt opdages, diagnosticeres, og at patienten derefter får medicinsk behandling indenfor 3 timer.
Tag dig det minut det varer at læse nedenstående.

OPDAG slagtilfældet:

Husk de '3 'trin - SOS!
Nogle gange er symptomer på et slagtilfælde vanskelige at identificere. Desværre kan manglende opmærksomhed føre til katastrofe. Den ramte person kan få svære hjerneskader, hvis mennesker i nærheden ikke genkender symptomerne på et slagtilfælde.
Man kan genkende et slagtilfælde ved at stille tre enkle spørgsmål:

S * SMIL - bed personen om at smile ..
O * ORD - bed personen om at sige en enkel sætning (f.eks. "Det er solskin i dag").
S * STRÆK - bed ham eller hende om at strække begge arme op over hovedet.

Hvis han eller hun har problemer med nogen af ​​disse opgaver, så ring straks efter en ambulance og beskriv symptomerne for vagthavende på 112.

BEMÆRK: et andet 'tegn' på slagtilfælde kan ses ved at:
1. - bede personen om at række tunge.
2. - hvis tungen er 'skæv', hvis den går til den ene eller den anden side, kan det også være et tegn på slagtilfælde.

VÆR OPMÆRKSOM - VÆR HURTIGT..!

Verdens største dieselmotor...


Verdens største dieselmotor Wärtsilä-Sulzer RTA96-C, 109.000 hestekræfter, forbrug 3.7 liter/sek. 12 meter høj & 27,5 meter lang. Monteret i verdens største containerskib "Emma Marsk" i 2007.

Verdens mindste benzinmotor...


Videnskabsmænd har fremstillet den mindste benzinmotor i verden (mindre end en centimeter lang), lille nok til at drive et ur eller enhver lille gadget. Mikro-motoren, der kører i to år på et enkelt skvæt brændstof vil måske komme til at revolutionere den teknologiske udvikling. Den genererer 700 gange mere energi end et konventionel batteri. Den vil kunne bruges til at drive bærbare computere og mobiltelefoner i månedsvis.

Eksperter mener, at den vil kunne udfase brugen af batterier i sådanne udstyr inden for blot seks år. Motoren, lille nok til at balancere på en fingerspids, er fremstillet af ingeniører på University of Birmingham.

Et af de vigtigste problemer for ingeniører, der har forsøgt at fremstille mikro-motorer tidligere har været størrelsen af den varmemængde der produceres. Motorerne blev så varme, at de brændte sammen. Holdet i Birmingham overvandt dette ved hjælp af varmebestandige materialer såsom keramisk og siliciumcarbid.

lørdag den 21. januar 2012

Som strikkekonerne ved guillotinens fod...?


"I misforstået folkelighed dyrkes og ophøjes amatørerne i de elektroniske billedmedier for tiden. I sendetid og penge er det lige før dilettanterne fylder mere end professionen. Særligt uoverkommeligt arbejdskrævende er det ikke at nedsætte et eller andet panel af dommere til at vælge og vrage blandt uprøvede håbefulde hentet ind fra gaden for at give en hektisk sang i kalve-knæ og pancake. En skaldet selvglad mand, der burde vide bedre, kæfter op og slynger horrible fornærmelser i hovedet på dilettanterne, der bagefter vakler ud igen og græder deres modige tårer i favnen på en medbragt mor med honnette ambitioner eller får en krammer af en kuet kæreste uden. Burde skaldepanden ikke i stedet have forkyndt sine ofre udueligheden — sin og deres — i et lukket rum eller i et brev!"

Læs Georg Metz's artikel i Information her:  http://www.information.dk/291127

torsdag den 19. januar 2012

Forår forude..!


I dag dukkede den så op i baghaven - årets første erantis. Med sit solgule skær står den dér midt i den mørke jord og bebuder at foråret er på vej..!

fredag den 13. januar 2012

Sol over søen


Vesterled sø i det nordlige Herlev. Vinteren har endnu ikke budt på sne på disse kanter.
Der blæser dog en frisk vind, så det er om at holde på borsa'en så den ikke flyver til søs.

Livets frugt...


Vintersol og nøgne træer. Og et lysende væld af æbler, der hænger der som en hilsen fra sommerens fedme - som naturens foderbrædt for fuglelivet.

Knipset med mobilen mens skovskaden så på, en mild vintereftermiddag i Hjortespring.

onsdag den 11. januar 2012

Sort skærm..!


I dag slukkedes TV2 på tusinder af danske fjernsynsskærme. Min egen inklusive. TV2 er blevet en betalingskanal, hvad man egentlig kan sige den altid har været, al den stund den har levet af reklamer og tilskud, men nu må de seere der vil se kanalen betale yderligere for at få adgang til udsendelserne. Det er der sådan set ikke det fjerneste galt i, vil man have en vare må man betale prisen, ellers må man undlade at købe den. Det er ganske almindelige markedsvilkår.
MEN...., og her kommer en ganske anden side af sagen ind: hvis du ser TV med egen antenne, hvad ca. 600.000 danskere gør, har du nu kun mulighed for at se TV2 hvis du køber et abonnement hos udbyderen Boxer. Du kan ikke vælge en anden leverandør for Boxer har fået MONOPOL på at levere TV2 til din antenne..! Og dermed kan Boxer selv bestemme pris, vilkår og forhold, der findes ingen konkurrence. Monopoler er ikke tilladt ifølge EU-lovgivningen, men alligevel er Boxer altså eneleverandør af det nye TV2-signal. Det er såmænd de danske politikere der har besluttet at give Boxer denne monopolstatus. Det kan man jo godt lige tænke over, i en verden hvor man ellers kan vælge frit fra alle hylder, og hvor markedskræfternes frie spil afføder bedste pris og vilkår for kunderne.
Med hensyn til TV2 er der jo så kun et eneste valg for seerne: vælg til eller fra.

Men i stedet for TV2 kan man jo så forlyste sig med TV-LORRY der fra i dag sender 24 timer i døgnet - ganske gratis..!

torsdag den 5. januar 2012

1. dagbogsblad



At dømme efter mørket mellem sprækkerne i soveværelsets persienner, er klokken vist omkring otte. Elementernes rasen høres tydeligt. Blæsten pisker regnen mod ruderne, og man kan næsten mærke vinteren her under dynen. Kan høre at skraldebilen er kommet og plasticcontainerne blive trukket henover fortovsfliserne, hejst op, tømt og rullet tilbage foran vejens villaer. De rumler som tomme tønder. Biler summer som lysende sankthansorme op og ned ad vejen. De voksne skal på job og ungerne køres i skole. Vores TV-antenne på taget bimler som en veritabel kirkeklokke. Det gør den altid når hård vind rusker den og får kablet indvendigt i masten til at slaske frem og tilbage og banke mod masterøret. Det har blæst voldsomt de sidste par dage. Endnu en af vinterens storme hærger landet i denne grå og regnvåde mørketid.
Vinteren har dog endnu ikke budt på hverken kuldegrader eller sne. Tankevækkende al den stund Lisa endelig fik monteret vinterdæk på sin Panda i november. Xantiaen fik vintersutter da sidste vinters alvorsfulde kong Frost gjorde landet bundfrossent og hvidt i mange måneder. Nu får vi se hvor vintervejret bærer henad.
Og så er man gået hen og blevet efterlønner. De resterende papirer og formaliteter blev ordnet og indsendt forleden, så nu er jeg spændt på den første udbetaling, og på det papirarbejde som uvægerligt følger med fremover, fordi jeg sideløbende med min efterlønsstatus stadig jobber aktivt som fungerende aftenskoleleder og underviser. Men hvor er det dog en svir og et privilegium sådan at være herre i eget hus og helt selv bestemme, hvad jeg vil bruge mine dage til. Det er stor nydning, men mærkværdigvis synes jeg ikke døgnet har fået flere timer efter at jeg afsluttede mit daglige virke som skolelærer for et halvt år siden. Synes stadig der er ganske meget jeg ikke når, og som jeg ikke rigtigt kan øjne tid til i en travl hverdag. Nåh, men får se om ikke tingene flasker sig alligevel hen ad vejen. Hvor herligt er det dog ikke, at kunne blive længere under dynen end tidligere. Bare ligge og vågne langsomt og mærke dagen kravle ind under huden og gnide søvnen ud af øjnene. Lisa står som vanligt op ved sekstiden og forskanser sig et par timer på sit værelse med pen, skriveblok og en rygende varm kop kaffe. Morgensider og meditation mens dagen gryr. På lignende vis har jeg besluttet mig for at prøve og se, hvordan jeg vil befinde mig med at skrive lidt dagbogsepistler. Det bliver dog nok kun i ny og næ, og jeg vil forøgsvis dele dem her på min blog. Dette var så premieren. Nu vil jeg kreere en kop morgenkaffe og et par ostemadder, og gå ind og se lidt Go'morgen-TV. Denne sjælsforstyrrende vane er heldigvis snart slut, for i næste uge slukker TV2 for signalet hos alle vi som ikke lyster at abonnere.

Hav' en god dag.