søndag den 29. april 2012

I tankernes vold


Menneskene lever typisk i tankernes verden. 
(kilde: Eckhart Tolle.dk) 

Vi har det med at leve i den verden som vi selv skaber i vores tanker. For det enkelte menneske opleves denne verden som værende ægte, mest af alt fordi vi er blevet “programmeret” til det. Programmeringen består af den menneskelige arv, samt alt det vores opvækst har budt os. Tankernes verden består af vores holdninger, vores meninger og af ord samt begreber og vedtagelser. Men den måde som tankerne opfatter verden på er en illusion. Den eneste måde verden kan opleves, er direkte via sanserne.
I det øjeblik tankerne kobles på den oplevelse som sanserne bringer os, er vi borte fra virkeligheden. Jeg siger ikke at der er noget galt med dette, blot at det er således det er. Hvis man vil i kontakt med virkeligheden, med sandheden, så er et af de første skridt, at indse dette.
Hvad menes der med, at tankernes verden er en illusion? Det er ganske enkelt, f.eks. eksisterer farven gul ikke i virkeligheden. Gul er jo blot et begreb, en vedtagelse, intet andet. På same måde, eksisterer surt eller sødt ikke, smagsoplevelsen er blot. På denne måde kan man blive ved, alle ord og begreber er blot vedtagelser, som oftest knyttet til en speciel geografisk lokalitet eller kultur.
Hvorfor er det vigtigt at indse dette? Det er det naturligvis hvis man ønsker at opleve virkeligheden og sandheden direkte, men i lige så høj grad, fordi en manglende indsigt i dette, hurtigt medfører konflikt og alt det som konflikter har det med at føre med sig. Når man lever i tankernes verden, er næste “skridt”, om man syntes om den gule farve, om man syntes om det som er sødt. Og når man så har fundet frem til ens egne præferencer, så kaster man sig ud i et forsvar af egne meninger og holdninger. Det bliver således hurtigt vigtigt, at andre skal mene det samme som en selv, at andre skal bekræfte en selv i egne holdninger.
Det lyder måske meget uskyldigt, men man bør være klar over, at det er de nøjagtige samme processer der gør sig gældende, når kulturer går i krig med andre kulturer, blot fordi man ønsker at andre kulturer skal have samme overbevisning, samme mening som ens egen.
Når man lever i illusionernes verden, så er man konstant under pres, fordi ens verden konstant truer med at gå i opløsning. En illusion kræver konstant vedligehold, ellers så smuldrer den, fordi den i sin natur er skrøbelig. Derfor kæmper vi konstant med at forsvare og vedligeholde vores illusion, og motivationen er frygt. Dette gør vores liv til en konstant kamp, som trætter os og stresser os, samt gør os ulykkelige.
Indse illusionens natur, indse at den opstår i tankerne, og bring dig så blidt tilbage i direkte kontakt med virkeligheden. Saml din bevidsthed i Nuet. Saml dit fokus på genstande, objekter eller omgivelserne lige nu, oplev dem direkte via dine sanser. Vurder dem ikke, sans dem blot, og se så hvad der sker med dig, du vil med garanti blive overrasket.

torsdag den 26. april 2012

En gammel kæmpe


Der er stadig et par af de stolte arbejdsheste tilbage i Københavns Havn. Ham her står ved Svanemølleværket. Måske han nyder sit otium. Måske han længes tlbage til sine velmagtsdage, hvor der var liv i havnen og han spillede med musklerne når skibene med kul fra fjerne egne skulle losses. En agtværdig herre er han ihvertfald, omend træværket knirker og skelettet ruster. Tak for indsatsen du gamle.

onsdag den 25. april 2012

Godnat til de små


Nogen der husker denne bog som udkom i 1955..? Jeg fik den af min farfar og farmor i fødselsdagsgave da jeg fyldte 5 år. Prisen står i bogen: 5,75 kr. Iøvrigt læste forfatterinden Inge Aasted gennem en årrække sine godnathistorier op i radioudsendelserne "Godnat til de små."

mandag den 23. april 2012

Hold da op hvor det swinger...!



"Det kan da godt være, jeg er blevet lidt tynd i toppen; men der er stadig saft i roen."
- Otto Brandenburg


søndag den 22. april 2012

Turtelduer


Der er forår og bevinget kærlighed i luften. Dette dejlige elskende par opdagede ikke, at jeg stod på lur med kameraet og papparazi'ede dem her til morgen. God søndag... :-)

fredag den 20. april 2012

Rebel Rock

Denne var en af mine allerførste singleplader. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min fætter Ove og familien. Ove og hans storebror Flemming var klassiske pianister og sang også i Københavns Drengekor, og rock'n'roll var aldeles ikke deres kop the. Min faster fik dog med megen møje og besvær min fætter til at ofre sig, og meget mod sin vilje gå ned i Fona på Amagerbro og købe denne plade som jeg ønskede mig. Efter forlydendet var han voldsomt flov den stakkels Ove, men glad var jeg da jeg pakkede gaven op... ;-)

 


"Den lidenskabelige stræben efter den evige salighed er menneskets lidenskabelige stræben efter at blive helt ud til, nærværende, virkelig, realiseret, fuldendt. Det er, hvad mennesket stræber efter i enhver stræben, og kun i den lidenskab er mennesket."
-Søren Kierkegaard

lørdag den 14. april 2012

Blandt brune bøge


Kvinden min og jeg vandrede os en tur i Hareskoven denne dejlige forårseftermiddag.

Kvalitetsprofilen


Det har altid været, et af dansk fremstillede produkters fornemste kendetegn, at der stod påtrykt et "MADE IN DENMARK" på produktet. Hvad var B&O og dansk møbeldesign ude i verden hvis der stod f.eks. Made in China..?
Jeg håber virkelig dansk industri og håndværk nu endelig igen er ved at fatte, at dette kvalitetsstempel betyder noget for kundernes opfattelse af det produkt de overvejer at købe. "MADE IN DENMARK" bør igen blive det adelsmærke det var engang. Hvem gider købe et B&O-TV til 40.000,- der er fremstillet i Polen, eller en Wegner-stol fremstillet i Indien?
Kan I huske det mærke der engang prydede danske produkter, inden det blev moderne at skrive det på engelsk? Dansk Arbejde (se plakaten herover).

Engang var det jo også et scoop at kunne skrive "LEVERANDØR TIL DET KONGELIGE DANSKE HOF" på sine produkter. Det borgede ligeså for kvaliteten og respekten om varen. Danske varer skal sælges på kvaliteten. Ikke på prisen, for den kan vi alligevel ikke konkurere på.
Væk med Janteloven, og tilbage med stoltheden over dansk kvalitet når den er lavet i Danmark..! 

Svenskerne kunne nu også godt tage denne brandbevidsthed til sig igen. Hvem har dog lyst til at købe en kinesisk Volvo..?

fredag den 13. april 2012

På kirkesite...


Så finder man pludselig sin mobilvideo på forsiden af Sankt Pauls' webside:  www.sanktpauls.dk

(eller klik for stort billede)

søndag den 8. april 2012

Gud og hvermand


Var til påskehøjmesse i den imponerende smukke Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Selvom Sankt Jakobs Kirke er meget stor, var samtlige bænke fyldte af kirkegængere, så flere måtte overvære højmessen stående langs væggene. Et skud fra hoften er vel en 5-600 mennesker. Det skyldes helt sikkert dagens spændende prædikant: Suzanne Brøgger. Sankt Jakobs er en kirke der nytænker formen, og jeg skal love for at det lykkes med projektet "Forfattere på prædikestolen."
Slå portene op I danske kirker, og lad lægfolk med ordet i deres magt komme til i ny og næ...!

PS: fotoet er IKKE fra dagens højmessse.