lørdag den 24. januar 2009

Big Brother is watching you.....

Danske Bank handler i panik når de beder deres kunder reinstallere styresystemet på deres computere. 
Jeg er en af de som fik omtalte brev fra banken, hvori der stod, at banken havde konstateret at min PC var inficeret med virus og man derfor havde lukket for min netbankadgang. 
Jeg var temmelig rystet og ringede til banken for at forhøre mig nærmere. Fik de to gange jeg ringede for at høre om det tekniske bag et par unge piger i røret, som ikke kunne svare på tekniske spørgsmål overhovedet. De var søde og flinke, men altså ikke til nogen hjælp. Jeg søgte selvfølgelig oplysninger om, hvad det var man mente at have fundet af "skab" på min computer. Erfarede dagen efter, at det oplyser banken slet ikke. Og ja, hvor står man så, hvad skal så man gribe og gøre i? Midt i al virakken gik det pludselig op for mig, at jeg jo slet ikke havde brugt min netbank siden sidste år, så hvordan pokker skulle Danske Bank så her og nu kunne konstatere at min PC var blevet befængt med virus? Det måtte helt sikkert være en fejl. 
Kom så i tanke om, at jeg i forrige uge brugte mit Danske Bank-netID til at logge mig på E-boks for at checke min lønseddel. Og det gjorde jeg med min lille lomme-USB-disk på en PC på min arbejdsplads (offentlig ansat i en af landets største kommuner). Straks checkede jeg manuelt USB-disken for virus - og bingo! Her lå en ældgammel trojaner fra 2003 og "hyggede" sig. Det måtte være den som Danske Banks system havde fået øje på. Fik slettet "hesten" uden besvær med virusprogrammet, og gik så i gang med at dybde-checke både min job-PC og min egen PC for virus. Det skal siges at begge computere altid kører med selvopdaterende antivirusprogram og Windows-update, men alligevel kørte jeg tre manuelle dybde-checks på hver PC med tre forskellige antivirusprogrammer (professionelle prg.*er), det ene direkte fra nettet, for at være helt sikker. Det tog mange, mange timer. Resultatet var, at ingen af PC'erne havde virus. Nu er det jo sådan, at en lille bærbar USB-disk eller USB-pind ofte kommer omkring flere forskellige computere, og den havde så åbenbart fået reddet sig en virus hos en "ude i byen".

Og så er det lige man kommer til at tænke: hvor er det dog ufatteligt, at et stort pengeinstitut som Danske Bank i sit brev til tusinder af kunder skriver "Din PC er inficeret med virus". Og endda beder dem formattere og reinstallere Windows. Virussen kan jo, som mit tilfælde tydeligt viser, ligge et helt andet sted!
Min PC var ikke inficeret - ja det var endda slet ikke den jeg brugte da jeg loggede ind på E-boks med mit bank-ID!

Efter min mening burde Danske Bank have overvejet tingene nøjere inden de udsendte de famøse breve til netbankkunderne.
De andre banker har dog fornuftigvis også afholdt sig fra sådan panikreaktion.
Jeg glæder mig nu over, at jeg ikke fulgte Danske Banks råd, men tænkte selv og agerede derefter. 
Min PC stadig er virusfri og fuldt opdateret - som altid.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar