
og benytter hermed lejligheden til at ønske alle mine bloglæsere
GODT NYTÅR!



Snøft-snøft.....!
Og så er det, at man en ganske almindelig fredag løber ind i dette tankevækkende citat i dagens avis: "Vi, der har peget fingre af den amerikanske racisme imod sorte, har nu travlt med at gentage fejlene!"
Jacob Holdt
Og her er det så jeg slår mange af mine folder når jeg jobber. Mit skjønne nye service-kontor, er så godt som i sin endelige form, med fasiliteter af alskens slags - totally equiped - med ArneForm-køkken og med grønne vegetabiler der kan absorbere Co2 og tilmed skabe mageløst visuelt miljø.
I dag toges afsked med den jordbundne samtaleform. Sidste udgave af den gode gamle fastnet-telefon som holdt os i fast forbindelse med omverdenen ses herover. Den er nu bleven fritstillet, omend den ej havde nået skels år og alder. Vi løste den fra sine snærende kobberbånd, fordi den blot stod til pynt, aldrig fik en tone i livet, endsige en stemme i øret. Fred være med den, og husets tre øvrige ledningsafhængige kommunikatorer. Må de ringe så vellystigt i deres himmel.
Ja så er vi henne i de sidste uger af august, og jeg slider stadig i det på den gamle gård med indretning af mine nye domæner. Kontoret er jeg nu næsten færdig med, der mangler blot lidt småting sådan rent inventarmæssigt, og så lige en del resterende arkivering i skabe og reoler. Men det fungerer fint, og er rigtig dejligt at arbejde i - skønt miljøskift!



Whauv........, et ganske svimlende og spektakulært vue over Herlev fra 38 meters højde!
Sønnike havde ellers advaret os om, at polakkerne der de sidste par dage havde arbejdet med at sætte pariserhjulet op, havde indhandlet vodka hos ham på KaiDige-tanken i en lind strøm. Men vi tog chancen.

Og, hov....! Hvem mon de to nydelige tilhørernakker forrest i billedet tilhører?
Gamle Chris Barber og hans jazz- og bluesband leverede et musikalsk show, der tog pusten fra alt og alle. De var ganske simpelt forrygende. En gang imellem byder livet på pludselige overraskelser af den slags, som man ikke glemmer lige med det samme. Dette var en sådan, fuld af musikalsk intensitet, glæde og varme. Hold da op hvor de swingede sig selv og os.
Traditionen tro fejrede fruen og jeg den danske nationaldag i præstegårdshaven i Farum. Og som vanligt i det smukkeste sommervejr.
Tale af Knud Vilby om frihed og globalt ressourceansvar. Derefter liveband med mellemøstlig musik.


I dag blev haven et par fuldvoksne træer fattigere. Vores rare genbo trådte til med en mobilkran, da elmetræet hældede faretruende ind over naboens carport, og vi ikke kunne komme til at skære den ned i småbidder. Herover ses Freddy gelejde elmen lige så gelinde ud over carporten. En gammel tuja måtte også lade livet så syren og guldregn kan få lys og luft, men den væltede Claus og jeg blot ud over vejen. De gode stammer og tykke grene blev hurtigt rundbarberet med kædesav og lagt på “køl” i min brændehæk. Grene og øvrigt kvas henter en af Freddys lastvogne tirsdag. Det bliver kørt til Skovlundespejdernes Skt. Hansbål.Og vi nåede det hele inden himmel og jord stod i eet og tordenen buldrede over vore hoveder.

I dag var en af årets store dage på Herlev Gymnasium. Den traditionsrige Gallafest, hvor de unge kvinder alle møder til fest i fine kjoler, og de unge herrer i smoking. 3. g'erne ankommer standsmæssigt i en veritabel flåde af limousiner, og defilerer op ad den røde løber under de lysegrønne bøgetræer, mens forældres og venners kameraer knipser ufortrødent.
Torsdag aften var vi til forårskoncert på Herlev Gymnasium, hvor datteren min vanen tro optrådte i mange forskellige sammenhænge. I kor, i duet, som sangsolist, som pianist og som danser. Herover faderens videooptagelse af 1. t's flotte danseforestilling. Koreograferet og danset af pigerne selv. Det er min dygtige datter med hestehale yderst til venstre på scenen, og i silhuet bag scenetæppet.
Og så hilste hele familien iøvrigt for første gang på datterens nye kæreste. Flot fyr!
Danseforestillingens handling:
Vi befinder os på en hvilken som helst skole, det kunne være Herlev Gymnasium. Her giver personer af forskellig slags sig til kende.
- Den nørdede type, som altid holdes udenfor.
- Den dullede blondine, med tøsebanden som bakker hende op.
- De smarte hiphoppere.
- En DIVA som pludslig dukker op, og kan få alt og alle til at gøre som hun befaler.
- Mavedanserne som kan ryste med hofter og.....
- Parret ingen ved hvem er, som skjules bag en facade og elsker hinanden højt.
- Og så er der de lalleglade, hoppende og sexede fyre.....
De forskellige grupper og individer har alle noget tilfælles, som de er enige om; nemlig det at danse. Alle kan danse, men udtrykker sig på forskellige måde, og det er det som gør dans så spændende. I denne fortælling om mødet mellem forskellige kulturer og grupper, kastes vi ud i en intens oplevelse, som blander grupperne, og udgør et godt og stabilt fællesskab. Facader bliver opløst, og sandheden kommer frem om, hvem der er bag......
Koreografi og dans:
Sarah Engel
Signe Jacobsen
Emilie Lorenzen
Johanne Theill
Pernille Saabye
Maria Sudergaard
Musik-mix: Stefan Nielsen & Sarah Engel
Lys: Per Hansen
Support: Julie Mikkelsen


