Når erfaringen taler sit sprog….

"Engang imellem synker jeg ned i en lille, umulig ønskedrøm: Tænk, hvis man engang, bare et øjeblik, kunne føle sig sådan, som man var, da man var ung. For eksempel da jeg i februar 1968 lå på sandstranden ved Nouméa i Ny Caledonien, ung, rask, med en følelse af uovervindelighed og udødelighed. Et saftbundt af en krop, sydende i alle strenge, en krop der i den grad var *med* en og ikke mod en.
Om så den fornemmelse blev kunstigt fremkaldt eller kom gennem hypnose - bare man kunne opleve det igen et kort sekund.
Så slækker man lidt på det: Nå ja, bare man engang kunne opleve nogle timer uden smerter.
Bare man engang kunne have en dag, hvor kroppen ikke var så genstridig. En dag hvor man for eksempel ikke fik ondt i ryggen af at sidde ned. Eller stå oprejst. Eller gå.
Men sådan kan det ikke være. Man er inde i slutrunden, hvor det gælder om at bide sammen og holde ud. At blive gammel er ikke noget for tøsedrenge. Det er en barsk affære; det er et nådesløst udskillelsesløb. Svisj svisj svisj, siger leen. Var det mig, den ramte denne gang. Man ser sig om. Nej, også denne gang var det en af de andre. Men vid dig ikke sikker. Eller rettere: Vid dig sikker. Den rammer også dig. Måske nu... eller nu... eller nu... Men den kommer, dens glimt bliver det sidste, du ser.
At holde den gående under de betingelser. At se på en sommerfugl og føle glæde. At leve ind i hvert sekund, der er tilbage. At udrette noget. At tænke på en fremtid, selv om man ikke selv kommer til at opleve den. At forsøge at skabe noget. At være i gang.
At leve videre. På trods. At glemme alt andet for rosens duft.
Her. Nu. I dette øjeblik. Hvor solen skinner og det er godt at leve.
**
Så er det nu, man skal vise, hvad man er. Det er ikke længere de sødmælksproblemer og syltetøjsbekymringer, man engang syntes var så store, og som nu får en til at smile. Nu er det de ægte drager, store og skællede, med flammepust af gabet."

(Arne Herløv Petersen)