Læs Allan Mylius Thomsens beretning om udtrykkets oprindelse her.
Lidt gysende læsning, når man som jeg, er født på Store Møllevej.
"De fleste københavnere kender sikkert skikken at fører fingeren over struben og sige sige AM'AR, eller AM'AR Halshug. Det skal understrege at vedkommende taler sandt. I virkeligheden er det en temmelig blodig besværgelse, med dystre minder i den københavnske historie.
Ude på Amager ligger der en lille gade som hedder "Ved Skansen". Den løber fra Markmandsgade, hvis navn kun er fra 1929, til Store Mølle Vej. Men oprindelsen til gadenavnet Ved Skansen stammer fra tiden efter svenskekrigene 1658-60. København lå bag sine volde og voldgrave, men både kongen og borgerne er hele tiden lidt nervøse for, at denne befæstning ikke er god nok. Der bliver derfor arbejdet på at forbedre byens forsvar. Uden for Christianshavns Vold og voldgrav, går man i 1700 i gang med at bygge et ydre forsvarsværk, der skal hindre en svensk landgang på Amager. Det får navnet "Stjerneskansen" eller "Den Svenske Skanse".
Området så helt anderledes ud, end det vi kender i dag. Fra Amager Port i Christianshavns Vold går Amager Landevej helt ud til Dragør. Lige på den anden side af voldgraven løber en skråvej ud til Christianshavns Fælled, som også kaldes Kløvermarken. Vejen får siden navnet Kløvermarksvej. Denne vej går helt ud til landevejen, og ved hjørnet ligger Markmandens hus. Han holdt opsyn med borgernes sandgrave, kreaturer og heste, der går og græssede på fælleden.
Men Den Svenske Skanse kommer aldrig i brug efter hensigten. I 1806 flytter myndighederne nemlig Københavns rettersted ud til skansen. Det blev brugt som offentlig henrettelsesplads i årene 1806-1857. Fra de lidt sammensunkne jordvolde kunne publikum følge med i forberedelserne til selve henrettelsen, der foregik inde i selve skansen. Hidtil havde retterstedet ligget på det landlige Østerbro, i et område kaldet Slagtervangen ved Svanemøllen. Men for det første klagede de slagtere der havde lejet området af kommunen over den megen virak, hver gang der bliver foretaget en henrettelse. Det er nemlig en folkeforlystelse, som familier med børn og madkurv valfarter ud for at overværer. I dagspressen bliver der ligefrem skrevet anmeldelser af bødlens evne til at svinge øksen. Den fineste omtale bødlen kunne opnå, var når aviserne skrev, at hans hug er lige så rent som en guillotines. Al den tumult vil slagterne ikke have på deres engdrag, som iøvrigt også var temmelig sumpet. Så ved højvande var det svært at få skafottet til at stå. Man forsøger sig endda med et transportabelt skafot, der var så godt at Københavns Amt låner det af kommunen. Der blev foretaget 8 - 10 halshugninger om året i hovedstadsområdet på det tidspunkt.
Her skal vi ikke forveksle retterstedet med byens galge. Den stod ude ved Amerikavej på Vesterbro. I galgen kom kun de mest usle forbrydere, der fik lov at hænge til skræk og advarsel, for så at blive begravet i uindviet jord. Galgen blev nedlagt i 1779. Retterstedet var der hvor forbrydere bliver halshugget, og det var meget finere end at blive hængt. Hvis det var bødlens økse der tog livet af en forbryder, kunne vedkommende forvente at blive begravet på en kirkegård, i indviet jord, og den slags gik man skam meget op i på den tid. "Slave-kirkegård" også kaldet "Børnehuskirkegården", hvor henrettede fanger fra tugthuset på Christianshavn blev begravet, lå bag nuværende Amagerbrogade 28. Den blev nedlagt i 1857.
København flyttede lidt rundt på retterstedet. Først forsøger man sig med Øster Fælled, men her kom der også klager. Så endnu engang på Slagtervangen, men det var ikke holdbart i længden. Derfor beslutter kommunen i 1806 at flytte retterstedet permanent ud til Den Svenske Skanse på Amagerbro. En af begrundelserne var, at der var gode publikumsforhold. Det var også visse praktiske fordele ved at lægge retterstedet lige uden for Amager Port. Københavns store fængsel, Tugt- Rasp og Forbedringshuset, lå på Christianshavns Torv. Det gav en betydeligt kortere vej fra fængslet, i forhold til køreturen helt ud til Svanemøllen. Da det var en offentlig forlystelse, får byens borgere også betydeligt kortere vej ud til den makabre underholdning.
Den 22. april 1845 er forventningsfuldt borgerne stimlet sammen i hobetal, for at se to forhærdede forbrydere blive stillet til regnskab for deres sidste ugerning. De to er tugthusfangerne Christian Jensen Bruun og Christian Jørgensen. De er af Højesteret blevet dømt til døden den 6. februar, for at have overfaldet og dræbt opsynsmand Keller i Tugt- Rasp og Forbedringshuset. Nu skulle de bøde for deres grumme dåd. Mellem stærke betjente i karmoisinrøde jakker med grøn krave, føres de to usle misdædere frem mod retterstedet. De forsamlede borgere råber og pifter efter de nedbøjede skikkelser.
Oppe på skafottet står bødlen roligt og venter. En præst siger manende ord. De to dødsdømte får fjernet kravetøjet på deres fangeskjorter, for at bødlen kan få et rent hug. Først knæler den ene. Samtalen og mumlen stilner af, og der bliver helt stille. Så falder øksen, og et brøl af begejstring rejser sig fra folkemængden. Skuespillet gentages da den næste forbryder må af med hovedet.
Opstemte forlader tilskueren retterstedet. Hvad de ikke ved er, at de har overværet den sidste henrettelse i København. Men den dramatiske dobbelthalshugning gør dog indtryk. Fra den dag af, opstår en ny besværgelse. Skulle man virkeligt virke overbevisende, strøg man pegefingeren over struben, og sagde AM'AR. Forstået på den måde, at taler man ikke sandt, så må hovedet kappes af på retterstedet ved den gamle Svenske Skanse på Amager.
Men det kommer dog aldrig til gyldighed, for retterstedet bliver nedlagt. I 1915 anlægges Vermlandsgade, og den gamle Kløvermarksvej skæres over. Enden oppe ved Amagerbrogade får navnet Markmandsgade, efter Markmandens hus, der først blev nedrevet i 1922. Skansen lå ved nuværende Dalslandsgade 7 og i 1929 blev den lille gade tæt ved navngivet "Ved Skansen". På selve retterstedet blev 35 dødsdømte, heraf tre kvinder.
Den sidste halshugning i Danmark blev foretaget i 1892 uden publikum i Horsens Tugthus. Men den sidste københavnske henrettelsen ved Svenske Skanse i 1845, gav altså anledning til besværgelsen - AM'AR - der lever i bedste velgående i det københavnske sprog."
Illustration af henrettelse fra gammel skillingsvise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar