lørdag den 28. marts 2020

Vi har solgt vores frihed...

 »Vi har for længst vænnet os til at give køb på friheden for sikkerhedens skyld«


"Den tilnærmelsesvise undtagelsestilstand, vi befinder os i, forstærker og afslører ifølge professor i idéhistorie Mikkel Thorup en fundamental samfundsmæssig tendens, der allerede længe har gjort sig gældende: Det er ikke længere menneskets autonomi, der er politikkens omdrejningspunkt, men dets sårbarhed.


»Selv om coronapandemien er en unik ny situation, lå vores måde at forholde sig til den på allerede på forhånd nogenlunde fast. De fleste af os har handlet efter mønstre, der allerede lå i vores samtid, inden nogen havde hørt om coronavirus.«


»Hvor man før har fokuseret på menneskets autonomi, selvstændighed og selvberoenhed, ser man nu i stigende grad mennesket som et sårbart væsen, der har behov for hjælp og beskyttelse. Idealet er ikke længere at nå frem til noget bedre, men at forhindre det hele i at blive værre.


I en klassisk ideologibaseret politikforståelse har det handlet om, hvilken bedre fremtid vi gerne vil have. Nu har fokus flyttet sig fra at udvide menneskelig autonomi og frihed til at beskytte mennesker, der er sårbare.


Coronavirussen er næsten for god en illustration af den tendens,« fortsætter Mikkel Thorup: »Vi har behov for beskyttelse, karantæne og grænser. Håndsprit og masker. I sådan en situation betoner man ikke mennesket som rettighedsbærende individ, men som en krop.«


Mikkel Thorup fremsætter den forsigtige påstand, at skiftet fra autonomi til sårbarhed skete omkring Murens fald, der for Vesten medførte en affortryllelse af politikken: »Der kom større fokus på, hvad politikken ikke kan, end på hvad den kan, og en konsensus om, at utopier og ideologier er urealistiske, naive og farlige.«


Tendensen til at fokusere på beskyttelse frem for frihed blev accellereret af terrortruslen efter den 11. september. Mikkel Thorup ser coronakrisen som endnu en accelleration af den samme tendens.


»Med fare for at se alt bekræftet så er det at være skjult smittebærende, hvor man med sine almindelige hverdagsaktiviteter udsætter andre for fare, og samtidig selv er udsat, den ultimative illustration af den lange bevægelse, jeg har skitseret, hvor man ser sig selv både som sårbar og farlig. At gøre de mest normale ting – at gå på arbejde, passe sine børn – er blevet farligt.«


Læs hele artiklen i Information her:

https://www.information.dk/kultur/2020/03/idehistoriker-laengst-vaennet-give-koeb-paa-friheden-sikkerhedens-skyld





Ingen kommentarer:

Send en kommentar