Panpsykisme er den tanke, at alt er besjælet, fordi materie og bevidsthed dybest set udgør to sider af den samme virkelighed.
Det er en af de ældste videnskabelige teorier, der findes. Filosoffen Thales undfangede ideen, som siden Platon har været en grundlæggende bestanddel af græsk og Europæisk naturfilosofi. Platon talte ligefrem om eksistensen af en 'verdenssjæl' (Anima Mundi), idet han antog hele universet for én stor levende organisme.
I oplysningstiden blev ideen om det intelligente og besjælede univers imidertid trængt kraftigt i baggrunden. Man hældte nu til den opfattelse, at den mekaniske naturvidenskab med tiden ville kunne forklare bevidsthedens frembrud som en slags bieffekt af rent materielle processer. Det er imidlertid aldrig sket, og det er der en simpel og indlysende historisk forklaring på.
Da Galileo i sin tid grundlagde den moderne naturvidenskab og fastslog, at dens sprog skulle være matematikken, valgte han samtidig helt bevidst at ignorere alle kvalitative fænomener, herunder også bevidstheden. Han udelukkede dem simpelthen fra sit videnskabelige synsfelt, for i stedet at kunne koncentrere sig videnskabeligt om de ting, som kan beskrives kvantitativt og matematisk. Dermed opstod det såkaldte 'hårde problem' i naturvidenskaben, nemlig: Hvad er bevidsthed?
Det har man stadig ikke noget fornuftigt naturvidenskabeligt svar på, netop fordi alle spørgsmål vedrørende kvalitative fænomener, såsom skønhed, bevidsthed, liv, kærlighed, osv. blev udelukket af det naturvidenskabelige synsfelt under grundlæggelsen af dens metode. Man var derfor nødt til på en gang at forudsætte og ignorere det, som man ikke kunne sige noget fornuftigt om. Men på den måde voksede problemet sig kun større i skyggen af den naturvidenskabelige sejrsgang.
Det, som for Galileo blot var en - helt igennem legitim og frugtbar - metodisk beslutning, er således endt som en stor kulturel fortrængning. Det er først nu med gennembruddet af den nye naturvidenskab, hvor man ikke længere kan holde tingenes inderside og yderside helt så skarpt adskilt, at den gamle teori om bevidsthedens allestedsnærvær så småt er ved at komme til ære og værdighed igen.
Som et komplementært, men samtidig enkelt og logisk svar på en af de mest grundlæggende mangler i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede. Nemlig dets manglende evne til at forklare fænomenet bevidsthed, også selv om det pågældende fænomen jo vel også må antages at indgå som et grundlæggende, allestedsnærværende og ret så uundværligt element i selve den videnskabelige aktivitet.
I det følgende interview fra Scientific American artikel forklarer filosoffen Philip Goff på fremragende pædagogisk vis en række af de grundlæggende spørgsmål vedrørende panpsykismen. Hvad betyder det? Hvorfor virker ideen lettere skør i en moderne sammenhæng, og hvordan kan den måske alligevel vise sig at være en ganske glimrende ide.
Og så skal vi da heller ikke glemme at nævne, at Grundtvig i den grad levede i et levende og besjælet univers. Han var kristen platoniker, og trak vejret i et verdensbillede, som var befolket af guder og engle og mange andre lyslevende skabninger fra inderst til yderst. Det synes han, der var meget mere liv og fornuft og fest og glæde i, end den dødssejler af et teknokratisk verdensbillede, vi nu er strandet i.
Af samme årsag bekæmpede han den ulyksalige moderne hang til afsjæling og bogstaveliggørelse af alting - herunder også universer - med næb og klør.
Læs artiklen her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar