lørdag den 16. marts 2019

Meningen med livet...?

Forskellen på tilfredshed, lykke og meningsfuldhed.

Tilfredshed er imødekommelsen af et behov. Man har en forventning til noget, der i sin realisering afføder en følelse af tilfredshed. Selvom tilfredshed unægteligt skaber et fint udgangspunkt for glæde ved livet, er det ganske enkelt for utilstrækkeligt kun at leve et liv, der primært er fyldt med tilfredshed.

Lykke er oplevelsen af, at alt i et øjeblik går op i en højere enhed. Det er en følelse af totalt velvære, af at være i en perfekt harmoni med sig selv og sine omgivelser. En form for eksistentiel orgasme, hvor man beruses over, at livet tilbyder et øjeblik af uforbeholden begejstring, der kortvarigt ophæver tyngdeloven. Et euforisk, men forbigående klimaks. Lykken er i det ekstraordinære, og derfor er det ikke muligt at være lykkelig hele tiden.

Meningsfuldhed handler hverken om behovsrealisering eller forbigående glædeseksplosion. Det er derimod en oplevelse af, at summen af det liv, du har levet, det liv du står i lige nu, og det liv du ser frem mod, er i overensstemmelse med, hvad der er rigtigt for dig, med de mennesker du tilbringer livet med, og den verden som du belaster og beriger med din eksistens. Meningsfuldhed rummer også plads til oplevelser og dele af livet, der ikke umiddelbart er lyse eller lystfulde.
Følelsen af mening med livet kan derfor være prægnant til stede - både når du er tilfreds og utilfreds, når du er lykkelig, og når du er ked af det.
Mening giver dig grund under fødderne og følelsen af, at dit liv er et værdigt og et håbefuldt liv. 

(Uddrag fra Morten Albæks nye bog)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar