tirsdag den 1. maj 2012

Snøvsens 1. maj


Det er 1. maj, og vores ven "Snøvsen" som er en vrangbøg der holder til i Lille Hareskov, ikke så langt fra Bryggeri Skovlyst, er så småt ved at få lysegrønt hår. Hvis du vil besøge ham, så kan du klikke på linket herunder og se hvor i skoven han står.


Langt de fleste bøgetræer gror lige efter bog’en. Men det er ikke alle, der kan finde ud af det. Nogle vokser forkert. De kaldes vrangbøge. Det er som om disse træer har byttet om på op og ned. Hvis det kunne være præcis som de ønskede, sad rødderne øverst og fik sol, mens kronen var skjult under jorden. Men som alle andre træer, begynder vrangbøgen sit liv med at slå rod. Derfor bliver væksten en evig higen efter den omvendte verden. Træet kan finde på at vende undersiden af sine blade opad, og sådan er det forkert på den hele livet igennem. Det er noget flip; Hvor alle andre træer får krone, bliver det plat for vrangbøgen. Se hvordan vrangbøgen her fra start har forsøgt at slå knuder på sig selv. Det er som om træet har højdeskræk og vægrer sig ved sin egen vækst. Som om det barker bagud og kun vrangvilligt følger naturlovene. Det er noget arveligt i vrangbøgens gener. En variant i træets dna, som tynger træet. Det er forklaringen på træets ulyst til alt andet end tyngdekraften. Men det er ikke hele forklaringen. For engang imellem ses en vrangbøg sætte et nyt skud, der skyder i vejret og ikke følger den ellers rodfæstede negative livsstil.
(ovenstående er fra 24.dk af Kenneth Wilson)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar