torsdag den 23. februar 2012
Drømmebilen 50 år....
Da jeg fik kørekort i 1969, og et par år derefter, havde min far en rød Volvo Amazon med B18 motor. Ikke en herregårdsvogn (stationscar) som den på billedet her, men en fire-dørs personvogn. Den bil blev min store kærlighed. Jeg elskede at køre i denne vidunderlige vogn, og der gik ikke mange dage imellem at jeg lånte den og turede rundt på det sjællandske vejnet. Min drøm var i flere år, at jeg selv fik råd til at købe en Amazon, og så skulle det være en mørkeblå herregårdsvogn-model, med god og rigelig plads til mit musikergrej. Desværre strakte indholdet på min bankkonto ikke til drømmens opfyldelse, så Amazon'en forblev for mig i den fiktive verden. Men den er blevet siddende siden, og når jeg nu i dagens udgave af Herlev Bladet ser at den svenske herregårdsvogn fylder 50 år i disse dage, drager jeg et vemodigt suk.
For mig er Volvo Amazon stadig indbegrebet af hvad en rigtig bil er. Så gennemført smuk i designet, så funktionel i indretningen, så pålidelig i køreegenskaber, sikkerhed og kvalitet. Og næsten uopslidelig. Det er ikke sjældent at se en Amazon på vejene stadigvæk på trods af det halve århundrede på bagen.
(klik på billedet for at maximere)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar