Min første båndoptager

Købt som brugt hos "Milow Radio" i Husum for nogle af de penge jeg fik i konfirmationsgaver i 1964.
Der medfulgte et sølle acetat-bånd som jeg ikke husker fabrikatet på (har det endnu). Det blev mit Stones-bånd. Båndets første nummer var "Everybody Loves Somebody", indledningsnummeret fra Rolling Stones Vol 2. Jeg må have spillet det bånd hundreder af gange - jeg var Stones-fan om en hals. Købte snart efter et polyester-bånd af mærket "Big Ben." Det holdt og lød bedre. Her optog jeg alle de fede numre som Mylle spillede i "Efter skoletid" og lignende radioudsendelser. Desværre måtte jeg jo fade ind og ud for at blive fri for hans evige snakken ind over musikken. Hans Jørgen Skov var vist ikke så slem til det.

Philips'en her var i øvrigt også min første "guitar-forstærker". Jeg købte en pick-up (magnetisk) til min spanske guitar i musikforretningen på Herlev Bygade 2, placerede pick-up'en i hullet på guitaren og spillede så gennem båndoptagerens udmærkede rørforstærker. Det var dengang jeg var guitarist. Min kammerat Flemming på Ålbrobakken havde en båndoptager magen til og en rigtig jazz-guitar med tykke glatspundne strenge der gav en fed baslyd. Og så havde han en hjemmelavet ekstrahøjttaler sat til. Den var placeret under hans skrivebord og det forstærkede de dybe toner så ganske. Så han blev naturligvis det spirende orkesters bassist. John fra Ålbrosvinget spillede rytmeguitar over sin båndoptager (også en Philips). Vi øvede søndag eftermiddage på Flemmings værelse, og hans mor havde altid nybagte hjemmelavede snegle og kaffe parat til vi kom slæbende med vort grej. Vort glansnummer var Satisfaction (Rolling Stones), da Flemming kunne lave den fede fuzz-lyd ved at overstyre båndoptageren.

Båndoptageren har balanceret utallige gange på min cykels bagagebærer. Dels når vi skulle øve med "bandet" hos Flemming, dels når jeg skulle rundt til kammeraterne og overspille musik til/fra deres båndoptagere. Da vi gik i 1. real på Borgerdigeskolen (1965-66) tillod skoleinspektør Gudmund Frölich at der blev spillet pigtrådsmusik over skolens samtaleanlæg i noget af spisefrikvarteret. det var helt overvældende, for han var ellers af den gamle (sorte) skole. Men tidens pres (og måske kom det fra de store elever i slet skjult forening med de yngre progressive lærerkræfter som f.eks. Sture Lindgren) gjorde at vi var nogle udvalgte elever der fik lov at lave et par ugentlige "musik-programmer" som så blev udsendt over anlægget til hele skolen i "spiseren." Min klassekammeret Tim og jeg tog det ganske spændende hverv til os med kyshånd, og med stor ildhu skruede vi en lang række udsendelser sammen som et mix af musik, nyheder og speakede satireindslag med bid og vid, i stil med radioens "Søndagsjournalen." Tim havde en 2-spors Tandberg, og det var den som vi indspillede på, for min Philips var en firespors maskine, og skolen Grundigbåndoptager som vi skulle afspille udsendelserne på var 2-spors. Inden spisefrikvarteret fik Tim og jeg så lov at forlade timerne og sætte dagens udsendelse på båndoptageren nede på inspektørens kontor. På et tidspunkt blev han vist nok træt af at have os "teknikere" rendende rundt på sit kontor, for det endte med at vi fik trukket en ledning ud til gangen, hvor vi så kunne have båndoptageren stående under afviklingen af udsendelserne. Jeg tror udsendelsernes indhold efter et stykke tid blev lidt for brogede for nogle af lærerne, og måske også de fuldt opskruede samtaleanlæg i klasserne i spisefrikvarteret. Men det var sørme sjovt så længe det varede.