søndag den 19. maj 2013
lørdag den 18. maj 2013
Optrækkeri...
Så er elkablerne lagt i jorden her hos os, og de gamle træmaster der trofast har båret ledningerne og sørget for lys på vejen siden 1950'erne trækkes nu op en efter en og køres bort til den evige hvile....
torsdag den 9. maj 2013
På nye eventyr...!
Så blev det dagen hvor Signe og Nadia igen drager ud i den store verden sammen.
Nye spændende oplevelser venter forude. Denne gang går turen til Sydamerika, hvor de to globetrotter-tøser skal rejse rundt på egen hånd i Peru, Bolivia og Brasilien de næste par måneder med ransel på ryggen. De er så sandelig et par seje piger de to.
Vi familier og kærester var stået op i nattens mulm og mørke, så vi kunne nå til lufthavnen og vinke.
God rejse piger - må den blive fuld af fantastiske oplevelser...!
onsdag den 8. maj 2013
Natkoncert med FLAGDAG i Trinitatis Kirke
I aftes optrådte datteren min sammen med sit band FLAGDAG ved
midnatsgudtjenesten i Trinitatis Kirke i København (Rundetårn).
Det var en stemningsfuld koncert i det store smukke kirkerum .
Herover er lydsiden af hele FLAGDAGS koncert (ca. 40 min.)
tirsdag den 16. april 2013
Farvel til den himmelske energi...
Så lægges der langt om længe el-kabler i jorden hos os her i det nordlige Herlev oppe ved Hareskoven. Det skulle have været sket allerede for et par år siden, men "riget" fattedes åbenbart penge, da man var færdig med kabellægningen i den del af kommunen som ligger syd for Ring 4.
Vi glæder os nu ved, at luftledningerne og de gamle frønnede lygtepæle forsvinder, og at vi ikke længere skal udsættes for strømsvigt under efterårsstormene, som ofte væltede store grene og træer ned over ledningerne, så alt gik i sort. Lidt malurt er der dog i bægeret: de kommende el-besparende gadelygter lyser ikke nær så godt op som de gamle.På billeder her taget ud for vores parcel, er man ved at skyde kablerne under vejen over til os.
fredag den 5. april 2013
En firestrenget mester....
Et nummer man kun kan blive glad i låget af at lytte til....!
En af de helt store gamle basmænd: Willie Dixon
mandag den 1. april 2013
Refusion af skolepenge...?
Når lærerne er lockoutet af KL, og skolerne derfor ikke varetager elevernes undervisning, og ej heller har lønudgifter til lærerne så længe konflikten kører, får forældrene mon så refunderet de penge de har betalt for deres børns undervisning?
Hvad angår privatskoler, efterskoler m.m. er tilbagebetaling for ikke-varetaget undervisning vel rimelig enkelt at beregne og udbetale. Hvad angår folkeskoler, hvor forældrebetalingen jo foregår via skattebilletten er det straks lidt mere uigennemskueligt.
Under alle omstændigheder skal alle forældre vel have de penge retur som skolerne og kommunerne sparer under lockouten? Der vil kunne blive tale om beløb op til et par milliarder kroner, alt efter hvor længe konflikten kommer til at køre.
Borgerne skal vel ikke betale for en vare de ikke modtager...?
Og stat og kommuner skal vel ikke kunne spekulere økonomisk i en lockout...?
Det er bemærkelsesværdigt, at aspektet mht. refusion af forældrebetalingen for manglende undervisning ikke har været oppe i medierne endnu....
lørdag den 30. marts 2013
Hjorte i Hjortespring...
Jeg måtte i al hast gnide søvnen ud af øjnene lidt i otte denne frostkolde martsmorgen, da jeg kiggede ud af stuevinduet og så disse to rådyr komme spankulerende nok så adstadigt op ad fortovet på Sortemosevej, for snart derefter at dreje ind af genboens indkørsel og videre ind i hans have.
Godt nok bor vi i Hjortespring, men det er første gang i de 27 år jeg har boet her, at jeg har haft dette fortryllende syn.
Er sikker på, at det er den meget lange og strenge vinter der får rådyrene til at søge føde helt inde i byens villakvarterer.
Abonner på:
Opslag (Atom)





