Fælles regler for almindelig individuel livsførelse og opførsel er taget til i omfang de senere år. Enten med henvisning til generelle - men også ind i mellem sært moralske - forestillinger om, hvad der udgør et godt og ikke mindst sundt liv.
I sundhedskategorien skal det reneste være standarden for alle. Den, der ikke ryger, er den sundeste. Altså må al rygning henvises til privatsfæren.
Der udstedes forbud mod bare maver og hængerøvsbukser i skolen. Og forbud mod tørklæder i diverse sammenhænge. Denne kategori, som man kan kalde adfærdskategorien, synes at vokse ligefrem proportionalt med, at nogle erklærer sig forurettede.
Og så er der udgiftskategorien. Det er den, hvor et forslag om at tvangsfjerne overvægtige børn ledsages af begrundelsen, at samfundet har ret til at trimme disse børn, da de belaster vores fælles økonomi. Det er også kategorien, hvor en lommekniv kriminaliseres for alle, fordi den hos nogle få udgør et våben. Eller kategorien, hvor milliardomkostningen af alkoholindtagelse gøres op, og bundlinjen bruges til at forbyde enhver ølreklame.
»Det danske frisind er i tilbagegang. Danmark har de senere år nærmet sig en svensk tanketradition, når det kommer til, hvor meget staten skal have indflydelse på almindelige menneskers privatliv. Hvad angår lovgivningen om folkesundhed, alkohol og rygning lader Danmark efterhånden ikke Sverige meget efter,« siger Sydsvenska Dagbladets lederskribent Mats Skogkär.
Ovenstående er citater fra et par tankevækkende klummer i hhv. Berlingeren og i Information.
Læs dem her:
