Politisk ynkelighed

"Magten slider." Hvilken vidunderlig selvmedlidende hymne magthaverne har komponeret til sig selv! De synger den hver gang meningsmålingerne synker, som om folket skulle lægge en trøstende hånd på deres politiske pandebrask og sige: "Stakkels jer. Hvor må det være hårdt at bestemme over os."

For hvad betyder denne sørgelige vise egentlig? At magthaveren er en tragisk helt, tvunget til at træffe hårde, upopulære beslutninger, fordi folket er børn, svage i dømmekraft og uden forståelse for lederskabets ophøjede byrde. Magten fremstiller sig selv som en martyr, gennembanket af uretfærdighedens pisk, hver gang et menneske vover at kritisere resultatet af magtens handlinger.

Men når man har siddet længe nok i magtens stol, bliver man ét med møblet. Man synker dybere og dybere ned i sin egen selvfølgelighed. Man bliver tryg, bekvem, overbevist om, at ens egne beslutninger er verdens naturlove, og at alt andet ville være kaos. Og langsomt opstår den værste af alle illusioner: at verden burde formes efter ens egen træthed. Derfra følger alle symptomerne: Tunnelsyn, tonedøvhed og forhærdelse.

Det er magtmennesket, der slides af magten. Det er den langvarige siddestilling, der får dem til at miste følingen med gulvet. Det er de uafbrudte nik fra rådgivere, der gør dem dovne i dømmekraften. Det er den konstante beskyttelse fra systemet, der gør dem ude af stand til at mærke verden. Magten er aldrig et offer. Magten er et spejl, og det er altid magthaveren, der slår revner.

- Jacob Octavius Jarlskov