"Tænk at psykiatrien er med blandt de emner, befolkningen anser for at være de vigtigste i forbindelse med det kommende Folketingsvalg! Endda vigtigere end klassikere som indvandring, skat, skole og uddannelse. Det hænger formentlig sammen med, at flere og flere lider psykisk, at især børn og unge ser ud til at mistrives i stor stil, så hver syvende nu har mindst én psykisk diagnose som 17-årig, mens ventelisterne vokser, og ressourcerne generelt er for små.
At psykiatriens vilkår er blevet en folkesag, har åbnet en mulighed der ikke bør forspildes. Der skal handles, men spørgsmålet er bare hvordan? Ønsker vi en reduktiv biologisk tilgang, der placerer sygdommen i hjernen? Eller ønsker vi at sætte den levende og lidende person i centrum? Det første er måske billigst – i hvert fald på kort sigt – fordi det især inviterer til behandling med psykofarmaka, hvorimod det andet kræver uddannede mennesker med tid til at lytte til de lidendes historier.
Den første tilgang spørger "Hvad er der galt med dig?" og søger at behandle ved at korrigere en antaget dysfunktion i hjernen eller psyken, mens den anden tilgang spørger "Hvad er der sket med dig?" og søger at behandle ved at forstå den livssammenhæng, personen indgår i.
Man hører igen og igen, at psykisk sygdom bør sidestilles med fysisk sygdom. Det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, at mennesker, der lider af fx angst eller depression, fortjener lige så god hjælp, som hvis man lider af åreforkalkning eller cancer. Men det er forkert, at lidelser i psyken er det samme som lidelser i kroppen. Derfor skal hjælpen også være en anden. Ved psykiske lidelser er det en person, der skal hjælpes, og ikke en krop eller et organ, og ofte er "symptomerne" helt forståelige som reaktioner på afmagt, marginalisering eller traumatisering.
Mange tror, at det fjerner stigmatiseringen, hvis man sidestiller psykiske og fysiske lidelser gennem en biomedicinsk forståelse. Men forskningen viser det stik modsatte: Stigmatiseringen af psykisk lidelse øges ved at knytte den til dysfunktioner i hjernen. Vi har kort sagt brug for en psykiatrisk tilgang, der forstår lidelsen som en del af det levede liv, og som undgår at sygeliggøre normale reaktioner på livets vilkår.
Det er afgørende vigtigt, at vi ikke bare diskuterer OM psykiatrien skal opprioriteres (det skal den), men også HVORDAN vi skal udvikle og understøtte den. Jeg håber, at disse nuancer kan indgå i den kommende valgkamp, hvor det ser ud til, at stort set alle partier vil gribe psykiatri-dagsordenen."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar