onsdag den 22. juni 2022

Anmeldelse af Monophobia

Musikmagasinet 'Bands of Tomorrow' har "anmeldt" videoen:

"Den 27. maj udkom FERNs debutsingle "Monophobia", der fortæller en historie om mødet mellem to personer, som begge gemmer på en smerte og en frygt for at være alene. Nu udvider sangerinden sit bagkatalog med nummerets tilhørende musikvideo, der giver den i forvejen inderlige sang, et nyt dybtfølt udtryk.

Bag kunstnernavnet FERN finder man sanger og sangsskriver Signe Jacobsen, der med udgivelsen af "Monophobia" i maj, begyndte sin opvarmning til den kommende debut-EP med navnet Like They All Saw It Coming. På sangerindens første udspil tog hun fat i sin egen erfaring med at håndtere frygten for at være alene, som ordet 'Monophobia' også beskriver. Hun fortæller selv:

–Monophobia tager udgangspunkt i situationer, hvor jeg har oplevet, at jeg nogle gange i rendyrket desperation opsøgte intimitet med fremmede, bare for, i et øjeblik at udfylde det tomrum, der paradoksalt nok skreg indeni mig, da jeg følte mig allermest alene.

Fortællingen er ærlig, og den understøttes af Signe Jacobsens varme vokal i et sammenspil med det akustiske klaver, der langsomt overtages af en elektronisk lyd. De storladne omkvæd står i kontrast til de stille vers, og her kan desperationen i sangens tematik kan mærkes. Sangens tematik understreges nu også med udgivelsen af den nye musikvideo, hvor sangerinden netop kan ses være helt alene i et mørkt lokale; kun oplyst af et centreret spotlys. Tempoet er langsomt i den minimalistiske musikvideo, hvor man undervejs ikke ser andet end sangerinden, der udlægger sangens tekst i det mørklagte rum – et ensomt udtryk, der går perfekt hånd i hånd med det FERN skal udtrykke i sin storslåede pop-ballade."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar