Et så ganske uforligneligt formuleret opråb af Georg Metz...! 👍
"Nytårshilsen til en nation af krænkede krænkere.
Flere gav i årets sidste suk højlydt udtryk for deres krænkelse på overraskende baggrund. En person på Universitetet følte sig krænket over Højskolesangbogens nummer 162: Den danske sang er en ung blond pige. Takket være en glimrende melodi af Carl Nielsen komponeret et par år efter tekstens tilblivelse, har sangen klaret tidens tand og overlevet skiftende sangbogsredaktioner.
Fuldmægtig i Finansministeriet, digter Kai Hoffmann skrev teksten som prolog ved Landssangstævnet i 1924. Melodien kom på, og nummer 162 fik små 20 år senere fast plads ved besættelsesårenes alsangsstævner. Den strofe der begynder: Så syng da Danmark, lad hjertet tale, var gangbar valuta i det nationale beredskab. Endofinerne kørte friløb til Nielsens åbningsfanfare i det energiske afsæt med efterfølgende sekstoptakt.
At pigen specifikt var blond som digterens klare forudsætning for at synge dansk i Danmarks hus, forbandt man næppe med besættelsesmagtens aggressive raceteorier og de hjemstavnsbevidstes suveræne krav på riget. Pigen var bare dansk, så det sang.
Nationalfølelsen i 1920´erne bar fortsat præg af 1864. Danske heste jævnfør Christian 10.´s grænseoverskridende ganger var hvide, danske piger pr. definition blonde, skønt et klart flertal snarere changerede i mellemfarve til halvmørk kommune.
Siden de tider, hvor sproget ifølge en anden tvivlsom fædrelandstekst dog af en større digter, var morgenmunter skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget, smilbestrøet tåredøbt, er sangsproget dæmpet mere ned. Ligesom stammens gennemgående hårfarve, beriget af sydeuropæiske og mellemøstlige gener, bevisligt har fjernet sig yderligere fra Kai Hoffmanns idealforestilling.
Er man dansk, og er man pige, men er man ikke blond og i øvrigt har en rimelig sangstemme, kan det således ske at en sådan person, der kan være så dansk som flæskestegen juleaften, krænkes over Hoffmanns underforstået ekskluderende tekst.
Umiddelbart kan man mene at en sådan reaktion er en kende tyndhudet.
Man kan samtidig benytte sig af anledningen og konstatere at krænkelseskulturen er kommet et godt stykke længere derudad:
Når de der bliver krænkede over at nogen har følt sig krænket og nu føler trang til offentligt at formulere krænkelsen over den krænkelse, der således udløste de nu krænkedes krænkelse over den første krænkelse, hvad var så her ved denne sidste krænkelse den egentlige årsag? Svaret ligger tilsyneladende i det heftige forsvar for en jævn dansk fædrelandssang med ganske vist en god melodi af Carl Nielsen.
Krænkelsen over krænkelsen er herefter hovedsagen: Det er angiveligt for galt at nogen, vel at mærke ikke-etniske danskere, føler sig så krænkede, og det så meget at krænkelsen over krænkelsen og dens årsag, som stadig er en middelmådig dansk sang, ophøjes til et nationalt anliggende, efterfulgt af højtidelige krav om at tilkomne folk på overdrevet af sammenhængskraften ikke bør understå sig i at føle sig krænkede og ligefrem også ytre sig om det. Slet ikke over at en ung blond pige nynner i Danmarks hus, skønt metaforen er flov, og digtet alt taget i betragtning ringe.
Hvis nogen nu for alvor, som ofte erklæret også i denne sag, ønskede at bekæmpe og begrænse krænkeriet, fordi det er blevet for meget, kunne nogen eksempelvis, når andre bliver krænkede over så lidt som sangen, prøve at holde bøtte og lade krænkelse være krænkelse. Den oprindelige krænkelse får jo ingen konsekvens; højskolesangbogens redaktion flår ikke nummer 162 ud af de blå sangbøger, endsige indser tekstens eventuelle krænkende potentiale, hvilken bekymring var en af begrundelserne for de senkrænkede, der angiveligt reagerede ved tanken om at urkrænkelsen kunne gå hen og give den krænkede ret: altså at krænkelsen ville få konsekvenser og dét med forfærdende følger.
Justitsministeren var så krænket at han efter eget udsagn et øjeblik mistede sit ordforråd, der i forvejen ikke er imponerende. Tænk hvis han og statsministeren, der som god populist mente at nu kunne det være nok, samt en selvpensioneret Pind og adskillige i nationalpanelet af krænkelsesparate, tænk hvis de alle, altid på tæerne for reagere på den mindste trussel mod majoritetens vedtagne verdensbillede, tænk hvis de hver for sig i stedet tænkte: Jeg tror, jeg sidder over denne gang. Min ytringsfrihed består i at jeg ikke bruger den på noget der ikke er vigtigt. Jeg kunne i stedet lufte min krænkelse over Lindholm ø eller måske overveje digtets kvalitet … en ung blond pige der går og nynner i Danmarks hus: Hvad er det for noget vammelt sludder! Et barn af det havblå rige: Hør nu her! Den danske sang, når den dybest klinger, har klang af klokke af sværd og skjold: Jamen, altså!
I den bedste af alle verdener nedsatte de krænkede over krænkelsen sig i studiekreds med henblik på at studere den danske sangskat og erkende hvor meget bras der også ligger i kisten. Måske dette arbejde kunne bibringe dem en mere nuanceret anskuelse af den danske kulturarv.
Men hensigten med krænkelsen over krænkelsen er snarere en anden, nemlig den mindre noble at slå fast én gang for alle, at kun stammens egne i utalte slægtled tilbage har ret til at krænkes. Især har de denne hjemmefødtes ret, når de mere afvigende utilbørligt krænkes over det erklæret ukrænkelige.
Så vågner vilddyret i rigsvåbenet, Holger river skægget ud af bordpladen, og det havblå pigebarn a la Støjberg og Vermund tager ord i mund, man ikke havde troet mulige kunne være så krænkende og akkurat så smertefuldt tårefremdrivende som et pust af Pia Kjærsgaards nu lovlige peberspray. Den har meget lidt at gøre med den danske sang, men krænker til gengæld et fordrageligt sind der hellere end peber i synet lærer af nattergale og lærken over den grønne vang.
Velsignet Nytår."
http://den2radio.dk/udsendelser/intermetzo-vaer-velkommen-peberspray-ar/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar