Af Jens Arentzen, skuespiller
Du Skal Bare Få Dig Et Arbejde..!?
Hvis du i din barndom og måske ungdom fik rollen som 'radarbarn', hvormed menes at du hele tiden var 'på stikkerne', 'allert' for om 'den var gal igen', for om du 'var i risiko', for at blive jordet eller offentligt skam-påført dér i familien; - åh du kan da heller ikke, altid skal man gøre tingene for dig! - Så er man truet - eller rettere var...
Ens krypdyr-hjerne blev slået på 'alarm-mode' og stress-hormon hærgede igennem hver af ens celler, sån 24-syv. Også hvis 'risikoen' var forestillet, fordi du havde fortrukket dig til dit værelse, fordi der ikke rigtig var nogen tilstede i familien, de er på arbejde, har hovedet nede i smartphonen eller i mors lille hvidvinsglas. Så er forladt lige så alarmerende, som at være i direkte konflikt - separation er skadelig, ikke bare ved den Amerikansk / Mexicanske grænse men i alle levende forhold…
Så dér sidder mangen en lille pige og mangen en ung dreng; allert, med arousal, stresshormon og bider negle, tisser i sengen og ved ikke hvad der er bedst, at gå udenfor rummet og få en spand lort i hovedet eller blive set som luft - eller få opgaven, at støtte far i hans evige argumenter mod naboen eller hjælpe mor med hendes sorg over livet. Eller at blive inde med sin egen smartphone, sit videospil og forsøge sig optaget af noget andet end den smertelige virkelighed.
Problemet er bare at et menneskeligt system der tidligt har været i top-arousal og konstant allert, vænner sig til det og forblir på et niveau af permanent stress-level, der bliver normalt. Det bliver dét normale. En forhøjet uro eller 'sensibilitet' vil nogen idioter kalde det, bliver dén almindelige tilstand og hvor en tilstand UDEN stress-hormon, panik-angst, tankemylder og forfærdeligheds-forestillinger er en by i Rusland. - Rædsel er blevet normal-tilstanden - og den bliver desværre ved...
Man 'kommer ikke bare ud af uro' ved at 'tage sig sammen', 'slap nu af', 'nu bor du jo ikke længre med de stoddere eller dén overgrebs-familie eller ulykkelige far der hele tiden skal feedes og holdes oppe at far er god nok' - 'du er jo fri - bor i en dejlig to-værelse i Fyrreparken og har radio og tv og REMA ligger bare 300 meter derfra'.
Men sån spiller klaveret ikke. En skadet barndom sætter sig i kødet, i celler, ens vejrtrækning, muskulatur og den er ikke 'rystet af' fordi du har taget bussen og kommet på tålt ophold andetsteds. 'Allertheden' forblir i din krop, tankemylderet løber uantastet og det samme gør panik-angsten for at kunne blive attackeret igen, der er stadig risiko, du føler dig stadig truet.
Det er her det går galt når vi skal hjælpe anbragte børn, hjælpe på psykiatriske bosteder eller i pædagogikken, i fængsler, i misbrug, i psykiatrien. Vores værktøjskasse er 'du skal bare få en uddannelse', men ser ikke at spændings-nivauet i mennesket forhindrer både at møde op, huske tal eller bogstaver - stressen har sat sig fast – man er ude af sig selv - uden at kunne mærke, kun impuls-handle, affekt-styre eller søge dynen eller øl for at neddrosle 'de dumme dage'...
Arousal 'falder ikke ned af sig selv'. Lige meget hvormeget rugbrød, youghurt og løbetræning du begir dig ud på. Panser-laget af tidlig rædsel sidder låst i ens krop og udelukker nogensomhelst i at kunne trække vejret, som man egentlig var skabt til.
At gå ud af døren vækker samme angst som dengang. At se digital post vækker samme rædsel som de andre gange der var angreb. Og værre end værst er det, når så mor eller far, for det bliver vi ofte tidligt med sån bagage, forsøger at stive sig af med 'sin gode kontakt til sine børn' - der altid forstår mor..!
Så kører rouletten igen, radarbarnets ny begyndelse, at mærke andre og ikke sig selv, som vi ingen hjælp eller værktøjer har fået til, i nogle af vores behandlings-systemer, ophold eller vanskelige samtaler.
- Hvem har evnen til at hjælpe dé der sidder med overvægt, undervægt, selvskade, tankemylder og panikangst - med følelserne i kroppen - der slet ikke ér født sån , men blev formet til den udgave, da de boede i rædsel - eller i den totale forladthed..!?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar