I vor kultur har vi svært ved at forholde os til afmagten. Overalt er der fokus på magt. Det moderne menneske skal kunne magte sit liv i alle ender og kanter. Vi forsøger alle "af al vor magt" at holde fokus på, og honorere de krav, vi selv og livet stiller til os. Ofte krav som vi slet ikke magter. Og når vi når vor magtgrænse, når "læsset vælter," så kommer angsten, fortvivlelsen og frygten. For vi accepterer ikke magtesløsheden, tør ikke være i angsten. Og i fortvivlelsen over ikke at kunne se en vej ud, skal de ubehagelige tanker og følelser fjernes, dulmes, eller også forsøger man at fjerne sig selv fra trængslerne.
Afmagten er allestedsnærværende i et menneskeliv, men vi viger udenom den, taler ikke om den, accepterer den ikke, lærer ikke at håndtere den, men frister ofte et liv, hvor vi udmærket fornemmer dens eksistens, men forsøger at undgå al kontakt med den, om så vi balancerer på en knivsæg. Skam, skyld og angst bliver magtesløshedens tro væbnere, men det kunne være meget anderledes, hvis vi i vor kultur fik et helt nyt syn på, hvad der er i menneskets magt, og hvad der ikke er. Og ikke mindst hvordan vi lever med og i den magtesløshed som altid vil være en del af livet.
Kærlig hilsen Arne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar