søndag den 11. maj 2008

Grågæs i det blå


Pinsesøndag formiddag lød der en højlydt rappen fra oven mod vest.
Jeg hastede ind efter mit kamera, for erindringen sagde mig, at der om få øjeblikke ville dukke en formation af trækkende gæs op på himlen. Og ganske rigtigt. Hundreder af grågæs passerede højt over vore Herlevske huse på vej mod øst. Måske til Utterslev mose, måske endnu længere østpå - hvem ved; altså ud over gæssene selv? (Klik på billedet for større udgave).

Et imponerende syn sådan en vidunderlig majdag, hvor sønnike såmænd fyldte rigtig voksent.
Iøvrigt blev det ifølge DMI, den varmeste pinse i 10 år. Og det til trods for at pinsen i år faldt tidligere end den har gjort i en menneskealder.

torsdag den 8. maj 2008

Morfars er still going strong!


Ohh....., frydefuld nostalgi!
Jeg blev så vældig rørstrømsk, da jeg i dag tog morfars gamle B&O radio, ned fra museumshylden på mit værksted på Lautrup (jeg er ved at flytte domicil).
En gammel radiosmed som mig måtte jo nødvendigvis lige checke om der var liv i de gamle klude endnu. Satte stikket i kontakten, og - efter et minuts tid, da rørene var varmet op - spillede den nok så lystigt! Radioen har ikke at været brugt i 30 år. Formidabelt!
Lys i alle lamper, og i det magiske øje - og en vidunderlig rund og varm tone.
Bagpå sidder et lille mærke, der fortæller hvor morfar købte den i 1961: Aladdin Radio, Amager Brogade 91, Telefon Amager 676. Den havde kostet 695,- kroner og var købt med 6 måneders garanti.
Den vidunderlige spille er en B&O Mini Present 607. Kabinettet er fineret med valnød. Radioen er en såkaldt supermodtager, der kunne sættes til både vekselstrøm og jævnstrøm.

Ak ja, gad vide om ikke Wivex' gamle noble overtjener Fritz Magnusson spidsede ører oppe i sin himmel?

fredag den 2. maj 2008

Skovning i haven

I dag blev haven et par fuldvoksne træer fattigere. Vores rare genbo trådte til med en mobilkran, da elmetræet hældede faretruende ind over naboens carport, og vi ikke kunne komme til at skære den ned i småbidder. Herover ses Freddy gelejde elmen lige så gelinde ud over carporten. En gammel tuja måtte også lade livet så syren og guldregn kan få lys og luft, men den væltede Claus og jeg blot ud over vejen. De gode stammer og tykke grene blev hurtigt rundbarberet med kædesav og lagt på “køl” i min brændehæk. Grene og øvrigt kvas henter en af Freddys lastvogne tirsdag. Det bliver kørt til Skovlundespejdernes Skt. Hansbål.Og vi nåede det hele inden himmel og jord stod i eet og tordenen buldrede over vore hoveder.

Badeanstalt?


Havens fuglebad er nu også af og til fungerende badeanstalt for naboens bepelsede rovdyr. Her plasker en rødvamset af slagsen fornøjeligt rundt i vandmasserne, mens Wilma ser til. Det varede dog ikke mange øjeblikke før begge vore firbenede venner svømmede i veritabel formation i fuglenes badekar. Og jeg som troede katte afskyr det våde element!

lørdag den 26. april 2008

Gallafest på HG

I dag var en af årets store dage på Herlev Gymnasium. Den traditionsrige Gallafest, hvor de unge kvinder alle møder til fest i fine kjoler, og de unge herrer i smoking. 3. g'erne ankommer standsmæssigt i en veritabel flåde af limousiner, og defilerer op ad den røde løber under de lysegrønne bøgetræer, mens forældres og venners kameraer knipser ufortrødent.
Der uddeles røde langstilkede roser fra bordherrerne til damerne, inden middagen der indtages i hallen, og der er lagt op til en festlig fejende aften med musik og dans på HG's skrå brædder!


Og så behøver jeg vel ikke at nævne, at min smukke datter ses på et af billederne ovenfor. Så det undlader jeg......... ;-)

Klik på Play herunder for at se et slideshow af mine billeder fra ankomsten til Gallaen.


tirsdag den 15. april 2008

Svaner i Vesterled sø



Det er endelig blevet dejligt forår i Herlev, og et svanepar har bygget rede på den lille holm i Vesterled sø.
Måske vi får et kuld søde små "svællinger" at beundre lidt længere henne på foråret?

I øvrigt er billedet, lige som mange af de øvrige fotos her på bloggen, taget med min mobiltelefon - pænt ikke? Du kan se billedet i større format ved at klikke på det.

Skattereform forudsætning for velfærd

Tager du hellere fri en uge for at male, tapetsere eller lægge fliser på terassen, frem for at bestille en håndværker? I bekræftende fald, er der vel ikke noget at sige til det, når du skal tjene 1200 kr. for at håndværkeren kan have en flad 100-kroneseddel til sig selv!

Læs Anders Samuelsens artikel i Skatteborgeren: Klik her

torsdag den 10. april 2008

Datteren på de skrå brædder


Torsdag aften var vi til forårskoncert på Herlev Gymnasium, hvor datteren min vanen tro optrådte i mange forskellige sammenhænge. I kor, i duet, som sangsolist, som pianist og som danser. Herover faderens videooptagelse af 1. t's flotte danseforestilling. Koreograferet og danset af pigerne selv. Det er min dygtige datter med hestehale yderst til venstre på scenen, og i silhuet bag scenetæppet.

Og så hilste hele familien iøvrigt for første gang på datterens nye kæreste. Flot fyr!

Danseforestillingens handling:

Vi befinder os på en hvilken som helst skole, det kunne være Herlev Gymnasium. Her giver personer af forskellig slags sig til kende.

- Den nørdede type, som altid holdes udenfor.
- Den dullede blondine, med tøsebanden som bakker hende op.
- De smarte hiphoppere.
- En DIVA som pludslig dukker op, og kan få alt og alle til at gøre som hun befaler.
- Mavedanserne som kan ryste med hofter og.....
- Parret ingen ved hvem er, som skjules bag en facade og elsker hinanden højt.
- Og så er der de lalleglade, hoppende og sexede fyre.....

De forskellige grupper og individer har alle noget tilfælles, som de er enige om; nemlig det at danse. Alle kan danse, men udtrykker sig på forskellige måde, og det er det som gør dans så spændende. I denne fortælling om mødet mellem forskellige kulturer og grupper, kastes vi ud i en intens oplevelse, som blander grupperne, og udgør et godt og stabilt fællesskab. Facader bliver opløst, og sandheden kommer frem om, hvem der er bag......


Koreografi og dans:
Sarah Engel
Signe Jacobsen
Emilie Lorenzen
Johanne Theill
Pernille Saabye
Maria Sudergaard

Musik-mix: Stefan Nielsen & Sarah Engel
Lys: Per Hansen
Support: Julie Mikkelsen