mandag den 16. juli 2018

En afsporet samfundsudvikling

Det er sådan verden er. Det er sådan, den er blevet. Det er trist. 😢


"Hvornår fanden begyndte jeg at se mig selv som en person, der udefra kunne risikere en lille smule at ligne en børnelokker. Bare fordi jeg falder i snak med vejens tre pragtfulde og livsbekræftende perfekt beskidte småpiger?"


Læs Gunnar Langemarks essay her:

http://pov.international/utryghed-og-perfekte-smapiger-i-skane/



fredag den 13. juli 2018

Menneskets snæversyn...?

Hvorfor er redningen af tolv drenge fra en thailandsk grotte en langt bedre historie end de 200 japanere, der druknede i oversvømmelser? 

Lisbeth Knudsen skriver om mekanismerne bag dette og lignende paradokser.


Læs artiklen her:

https://www.altinget.dk/artikel/lisbeth-knudsen-ud-af-grotten-ind-i-hjerterne

tirsdag den 10. juli 2018

Geoffrey Arnold Beck

Det var aldeles mageløst...! 🎶
Jeff Beck i DR Koncerthuset i går aftes. Et brag af en koncertoplevelse.
Det var lige før loftet faldt ned, væggene slog revner og koncerthusets fundament krakellerede.
På den næsten to timer lange spilleliste var bl.a. Hendrix's 'Little Wing', Stevie Wonder's 'Superstition', 'Morning Dew', og som afslutning på ordinær spilletid, en fuldstændigt forrygende udgave af The Beatles' 'A Day In The Life'.
Beck var i topform (manden er jo fuldstændig genial), og ligeledes var et fuldkomment fantastisk hold af musikere bestående af Vinnie Colaiuta på trommer (fantastik trommeslager, som jeg aldrig har hørt før), Jimmy Hall på vokal, Rhonda Smith (som jo er bassisten Stanley Clarks datter) på bas og Venessa Freebairn-Smith på cello og guitar.
What a night....! 🎶🎶🎶🎶

søndag den 8. juli 2018

Når stresshormonerne kører i døgndrift...

Af Jens Arentzen, skuespiller

Du Skal Bare Få Dig Et Arbejde..!?



Hvis du i din barndom og måske ungdom fik rollen som 'radarbarn', hvormed menes at du hele tiden var 'på stikkerne', 'allert' for om 'den var gal igen', for om du 'var i risiko', for at blive jordet eller offentligt skam-påført dér i familien; - åh du kan da heller ikke, altid skal man gøre tingene for dig! - Så er man truet - eller rettere var...
Ens krypdyr-hjerne blev slået på 'alarm-mode' og stress-hormon hærgede igennem hver af ens celler, sån 24-syv. Også hvis 'risikoen' var forestillet, fordi du havde fortrukket dig til dit værelse, fordi der ikke rigtig var nogen tilstede i familien, de er på arbejde, har hovedet nede i smartphonen eller i mors lille hvidvinsglas. Så er forladt lige så alarmerende, som at være i direkte konflikt - separation er skadelig, ikke bare ved den Amerikansk / Mexicanske grænse men i alle levende forhold…
Så dér sidder mangen en lille pige og mangen en ung dreng; allert, med arousal, stresshormon og bider negle, tisser i sengen og ved ikke hvad der er bedst, at gå udenfor rummet og få en spand lort i hovedet eller blive set som luft - eller få opgaven, at støtte far i hans evige argumenter mod naboen eller hjælpe mor med hendes sorg over livet. Eller at blive inde med sin egen smartphone, sit videospil og forsøge sig optaget af noget andet end den smertelige virkelighed.
Problemet er bare at et menneskeligt system der tidligt har været i top-arousal og konstant allert, vænner sig til det og forblir på et niveau af permanent stress-level, der bliver normalt. Det bliver dét normale. En forhøjet uro eller 'sensibilitet' vil nogen idioter kalde det, bliver dén almindelige tilstand og hvor en tilstand UDEN stress-hormon, panik-angst, tankemylder og forfærdeligheds-forestillinger er en by i Rusland. - Rædsel er blevet normal-tilstanden - og den bliver desværre ved...
Man 'kommer ikke bare ud af uro' ved at 'tage sig sammen', 'slap nu af', 'nu bor du jo ikke længre med de stoddere eller dén overgrebs-familie eller ulykkelige far der hele tiden skal feedes og holdes oppe at far er god nok' - 'du er jo fri - bor i en dejlig to-værelse i Fyrreparken og har radio og tv og REMA ligger bare 300 meter derfra'.
Men sån spiller klaveret ikke. En skadet barndom sætter sig i kødet, i celler, ens vejrtrækning, muskulatur og den er ikke 'rystet af' fordi du har taget bussen og kommet på tålt ophold andetsteds. 'Allertheden' forblir i din krop, tankemylderet løber uantastet og det samme gør panik-angsten for at kunne blive attackeret igen, der er stadig risiko, du føler dig stadig truet.
Det er her det går galt når vi skal hjælpe anbragte børn, hjælpe på psykiatriske bosteder eller i pædagogikken, i fængsler, i misbrug, i psykiatrien. Vores værktøjskasse er 'du skal bare få en uddannelse', men ser ikke at spændings-nivauet i mennesket forhindrer både at møde op, huske tal eller bogstaver - stressen har sat sig fast – man er ude af sig selv - uden at kunne mærke, kun impuls-handle, affekt-styre eller søge dynen eller øl for at neddrosle 'de dumme dage'...
Arousal 'falder ikke ned af sig selv'. Lige meget hvormeget rugbrød, youghurt og løbetræning du begir dig ud på. Panser-laget af tidlig rædsel sidder låst i ens krop og udelukker nogensomhelst i at kunne trække vejret, som man egentlig var skabt til.
At gå ud af døren vækker samme angst som dengang. At se digital post vækker samme rædsel som de andre gange der var angreb. Og værre end værst er det, når så mor eller far, for det bliver vi ofte tidligt med sån bagage, forsøger at stive sig af med 'sin gode kontakt til sine børn' - der altid forstår mor..!
Så kører rouletten igen, radarbarnets ny begyndelse, at mærke andre og ikke sig selv, som vi ingen hjælp eller værktøjer har fået til, i nogle af vores behandlings-systemer, ophold eller vanskelige samtaler.
- Hvem har evnen til at hjælpe dé der sidder med overvægt, undervægt, selvskade, tankemylder og panikangst - med følelserne i kroppen - der slet ikke ér født sån , men blev formet til den udgave, da de boede i rædsel - eller i den totale forladthed..!?

mandag den 2. juli 2018

torsdag den 28. juni 2018

Frontkæmpere for ny politisk kultur i DK

Stærk udmelding fra Alternativet…!
Den eneste måde at få bugt med den gamle stavnsbundne blokpolitik på:
"Vi går til valg på vores politik, vi går ikke til valg på mandaternes logik."

Læs artiklen her:
https://www.dr.dk/nyheder/politik/ny-maaling-alternativets-mandater-bliver-tungen-paa-vaegtskaalen

tirsdag den 26. juni 2018

Offentlige ledere lukker sig om sig selv....

"Kommissionens arbejde kommer desværre også til at ligne et partsindlæg fra en klasse af ledere, der i stigende grad lukker sig om sig selv. Det fører blandt andet til, at lederne kan føle sig mere vigtige og uundværlige, end de egentlig er. Noget, der kom til udtryk i DR-dokumentaren 'De dyre direktører', hvor lønninger og ikke mindst bonusser til de offentlige chefer blev kritiseret. Dokumentaren viste en kaste af ledere, der på mange måder var ude af trit med, hvad der opfattes som rimeligt i resten af befolkningen."


Læs artiklen her:

https://www.denoffentlige.dk/magtforsker-lederne-lukker-sig-om-sig-selv

søndag den 24. juni 2018

Mere Macca...


Jeg slap lidt mit fokus fra Macca da Beatlerne gik hver til sit. Jeg har ikke så intenst dyrket hans tid med Wings og de andre sammenhænge han har været i. Blot fanget de perler der ind imellem er kommet herfra. Og selvfølgeligt har jeg altid nydt de fantastiske evergreens fra selve Beatlestiden.
Men da Paul pludselig udkom med albummet 'Kisses On The Bottom' i 2012, var jeg hooked igen. På dette album synger han de sange, som han hørte og sang med på i familiens skød, da han var dreng i 1940'erne og -50'erne. Det er de kendte og dejlige melodier fra The American Songbook, som f.eks 'Bye, Bye Blackbird', 'It's Only A Paper Moon', 'I'm Gonna Sit Right Down And Write Myself A Letter' m.fl. Han har dog en enkelt egen ny komposition med: det guddommeligt smukke nummer 'My Valentine' som han skrev til sin hustru.
Albummet er indspillet i det gamle ikoniske Capitol Studie i Los Angeles, og musikerne han har med på dette album, er i mine ører nogle af verdens dejligste: Diana Krall (som både spiller piano og synger med, og har stået for arrangementerne), Pizzarelli'erne på guitar, Anthony Wilson på guitar, Clapton på et enkelt nummer, Stevie Wonder på mundharpe. På bas hhv. John Clayton, Robert Hurst og Christian McBride, og Jeff Hamilton på trommer. Flere af disse musikere er jo Diana Krall's faste folk.
Albummet er den rene og skære nydning. Afslappende varm musikalsk vellyd fra ende til anden. Perler på en snor som alle går lige i hjertekulen. Det er Paul fra en helt anden vinkel - og dog, det er jo Paul i en nøddeskal. Hans stemme sidder lige så dybt i min knoglemarv, som min egen mors. Ja måske dybere.
Et mesterværk jeg bliver glad i låget af, hver eneste gang jeg sætter det på Play... 🎶

Nyd det her:
https://open.spotify.com/album/0qEe6hPN9ybmHeLC5Y228X?si=I3E4iQGtTJyge6pdMDNlTA